Nykredit ændrer struktur: Ni regioner bliver til fem

Nykredit laver om på sin regionale struktur inden for Retail Banking, så banken fremover kun vil have fem regioner frem for de nuværende ni.

Nykredit Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

Det sker ud fra et ønske om, at flere forretningsmæssige beslutninger bliver truffet regionalt, oplyser banken i en pressemeddelelse.

»Vores Boligbank er kommet godt fra start, og nu styrker vi den yderligere. Med blot fem regioner får vi en mere enkel - og dermed også mere smidig - organisation, hvor regionsledelsen får større beslutnings- og handlekraft i hverdagen. Det er, hvor kunderne er, at der er mest viden om det lokale marked«, siger Anders Jensen, koncerndirektør med ansvar for Retail, i en pressemeddelelse.

Nykredit mener, at tilpasningen af regionerne ruster banken bedre til at vokse med nye kunder.

»Vi står midt i en spændende forandringsproces, hvor vi har store muligheder for at sætte et nyt og større fingeraftryk på markedet - overfor både på privat- og erhvervskunder. Så nu ruster vi os til yderligere en offensiv med et stærkere regionalt ledelsesmiljø«, siger Anders Jensen.

De fem regioner får navnene Aarhus, Syddanmark, Sjælland, København samt Nord- og Midtjylland. I forbindelse med den nye struktur har Nykredit ansat Axel U. Henriques, der kommer fra en stilling som områdedirektør i Nordea, som områdedirektør i København.

Nykredit understreger i meddelelsen, at den nye regionsstruktur ikke indebærer afskedigelser.