Nyhedsavisen får afslag på støtte til ny avis

Nyhedsavisen er klar til at sende et helt nyt betalt dagblad på gaden. Målet er at få del i den pulje på 320 mio. kroner, der hvert år fordeles til de betalte dagblade i distributionsstøtte.

David Trads, chefredaktør på Nyhedsavisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Selv om Nyhedsavisen med den nye avis "Dagbladet Nyhedsavisen" hævder at kunne leve op til kravene for at modtage støtte, har man imidlertid fået afslag på forhåndsansøgningen og avisen klager nu til Kulturministeriet. Det skriver Mediawatch.

Dagbladet Nyhedsavisen er ment som en seperat avis med mindst 40 pct. selvstændig stof i forhold til gratisavisen Nyhedsavisen. Planen er med støtte at sælge årsabonnementer til det nye dagblad for 500-700 kr.

Nyhedsavisen kan ikke dokumentere på forhånd, at den nye titel vil leve op til de krav, der gælder for at få tildelt distributionsstøtte. Da distributionsstøtten er et væsentligt element i at holde prisen på ”Dagbladet Nyhedsavisen” nede, vil Nyhedsavisen ikke søsætte planerne uden tilsagn om støtte.

"Vi vurderer, at vi ville kunne sælge op mod 12.000 abonnementer til den pris. Men uden støtten bliver prisen omkring 1.000 kroner højere," siger han til Mediawatch.

For at få distributionsstøtte skal et dagblad have en abonnementsordning og der må ikke være en generelt husstandsomdeling af avisen ved siden af. Der skal desuden være mere end 50 procent redaktionelt stof i avisen.

"Det her er blot endnu et bevis på, at kulturministeren har valgt ulovligt at tildele og begunstige de gamle medier med store millionbeløb," siger David Trads, som mener, at den nye bekendtgørelse går meget længere, end der er hjemmel til i loven, når der indføres et krav om, at en avis, der husstandsomdeles gratis "noget sted", ikke kan få del i puljen på 320 millioner støttekroner.

Business.dk kunne i går berette, at MetroXpress har fået afslag på sin ansøgning om distributionsstøtte i 2008.