Nye titler svigter Aller

Aller Press har lukket hovedparten af de senere års nye udgivelser, mens de tilkøbte Were2go og Chili Group giver underskud. Driftsresultatet halveret det seneste regnskabsår.

Læs mere
Fold sammen
CV, Mand, Player, Living Design, Fokus, Nyt om Biler og Looks. Der er ved at være trængsel på Aller Press kirkegård for mislykkede blad- og magasinsatsninger.

Og flere lukninger kan være på vej fra virksomheden, der måtte se driftsresultatet skrumpe med 93 mio. kr. i det netop afsluttede regnskabsår. Ikke mindst de tilkøbte gratismedier i Chili Group og Where2go tynger regnskabet.

”Driften i den danske forretning overasker negativt. Et fald på knap 100 mio. i indtjeningen er markant. Det er dårligere, end jeg har regnet med,” siger analytiker i Nordea Markets, Dan Wejse, efter tirsdagens offentliggørelse af årsregnskabet for en af nordens største medievirksomheder, Carl Allers Etablissement.

Mens bundlinjen i hele mediekoncernen er gået i rødt, er driftsresultatet (ebit) i den danske forretning, Aller Press, faldet fra 175 mio. kr. til 82 mio. kr. For indeværende regnskabsår forventes et resultat på samme niveau.

Den faldende indtjening skyldes ifølge ledelsen et vigende annoncemarked, underskud i Chili Group og Were2go og en investeringer i de digitale satsninger, der skal sikre virksomhedens fremtid. Aller Press har blandt andet lanceret nye hjemmesider til alle sine udgivelser.

For kort tid siden meddelte adm. direktør Pål Thore Krosby, at man lukker magasinerne Living Design og CV og desuden vil iværksætte en kritisk gennemgang af virksomhedens øvrige titler, herunder Billede Bladet, Ude & Hjemme, Familie Journalen, Bazar og Femina.

"sund produktudvikling"
Selvom hovedparten af de senere års nyudgivelser på tryk enten er lukket igen eller giver underskud, afviser formanden for hele Aller-koncernen, Richard Sand, at evnen til at produktudvikle har svigtet i Aller Press.

”Aller har en god og stærk evne til at produktudvikle. Vi er oppe mod fundamentale ændringer i medieverdenen med større fragmentering og mange flere produkter,” siger Richard Sand.

Er det godt nok, at de seneste mange nye titler enten er lukket eller giver underskud?

”I forhold til den konkurrencemæssige situation er det tilfredsstillende. Jeg mener, at det viser styrke, at virksomheden bliver ved at forsøge og også drager konsekvensen, når det ikke fungerer,” siger Richard Sand.

Han betegner økonomien og kerneforretningen som ”rigtig sund”, selvom afmatningen på annoncemarkedet rammer Aller, såvel som alle andre medievirksomheder. Derfor vil man i den kommende tid gennemføre ”markante tilpasningstiltag”. Det betyder lukning underskudsgivende og ”ikke strategiske aktiviteter”.

”Det er en udfordrende fremtid, men vi er fortrøstningsfulde,” siger Richard Sand.

Mangler tålmodighed
Hos mediebureauet Mediaedge:cia efterlyser printdirector Jane Ravn stærke nylanceringer fra Aller Press.

”Jeg bifalder altid innovation og udvikling, men vi vil selvfølgelig gerne have nogle nye udgivelser, der bliver lidt længere,” siger hun med henvisning til de mange mislykkede projekter fra Aller Press.

Hun konstaterer, at Aller Press har fejlet i sit forsøg på at nå ud til den danske mand, både med ugebladet Fokus, det lækre fodboldmagasin Player og gratismagasinet Mand.

”Det kan være, at man skal skrue op for forventningerne til, hvad det koster at starte et nyt magasin.”