Nye spor af en Apple-bil

Apple indsamler i øjeblikket viden om opladning af elbiler og ansætter flere folk på området.

Apple er allerede ved at arbejde sig ind som styrepult hos de store bilproducenter med sit CarPlay-styresystem, men tegnene på en egentlig Apple-bil bliver flere og flere. Arkivfoto: Robert Galbraith, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBERT GALBRAITH

Tegnene på, at Apple er ved at gå ind på markedet for elbiler, myldrer frem. Nu undersøger den amerikanske iPhone- og iPad-producent, hvordan elbiler lades op, ved at tale med selskaber, som står for ladestationerne, samtidig med at Apple ansætter folk, som ved noget om emnet.

Det siger kilder til nyhedsbureauet Reuters, og det kan samtidig ses af profiler på erhvervslivets svar på Facebook, LinkedIn. I over et år har der verseret rygter om, at Apple er ved at designe sin egen elbil. Men elbilerne har brug for at kunne blive ladet op undervejs, og derfor er det vigtigt også at have ladestationer klar, ligesom der skal bruges software til at styre det hele.

Forventningerne til Apple på bilområdet er høje, for selskabet har tidligere vist, hvordan ny teknologi kan gøres brugervenlig.

Kamp om bilmarkedet

Apple har dog aldrig bekræftet, at selskabet - verdens mest værdifulde - arbejder på en elektrisk bil, som ifølge kilder internt kaldes for »Project Titan«, men Apple forhører sig i øjeblikket om den underliggende teknologi. Apple er på jagt efter et nyt indtjeningsområde. Giganten skovler fortsat penge ind, men mobilmarkedet er stagnerende, og Apple måtte for nylig fremlægge sit første regnskab, hvor det går tilbage. To tredjedele af Apples indtægter stammer fra salget af iPhone-telefoner.

Bilmarkedet er interessant for alle teknologiproducenterne, som arbejder hårdt på, at deres mobilstyresystemer bliver dem, som bruges til at betjene bilens underholdningsanlæg, navigation og opsamlingen af data om bilens tilstand. Internetgiganten Google eksperimenterer med selvkørende biler, som styrer sig selv på baggrund af en masse data, som samles ind via en hær af små følere langs vejene.

Opladning af elbiler er helt afgørende for, at de miljøvenligere biler bliver mere udbredt. Det handler både om, at der faktisk findes »tankstationer« undervejs, så man ikke risikerer pludselig at være løbet tør for strøm, og at selve opladningen ikke varer flere timer, hvor man skal stå og vente på, at batteriet bliver køreklart.

Apple ansætter specialister

Elbilproducenten Tesla, som Paypal-stifter Elon Musk står bag, har sin egen teknologi til opladning. Om Apple planlægger noget tilsvarende eller vil designe et system, som passer sammen med, hvad andre tilbyder, står ifølge Reuters ikke klart.

Apple har ansat mindst fire specialister inden for opladning af elbiler, heriblandt en tidligere BMW-mand, kan man se ved at gennemfå folks LinkedIn-profiler, der dog ikke specifikt omtaler hverken en Apple-bil eller et Apple-net af ladestationer. Googles tidligere opladningsekspert, Kurt Adelberger, arbejder i dag for Apple. Det samme gør en specialist i trådløs opladning af elbiler.

I dag findes der i Californien, hvor Apple har hovedsæde, omkring 8.000 ladestationer, men hvis der som formodet skal rulle en million elbiler rundt på vejene, vil det ifølge National Renewable Energy Laboratory kræve, at der i 2020 findes op til 25 gange så mange.

Ifølge amerikanske medier har Apple netop udtaget patent på en teknologi, hvormed man vil kunne kontrollere en bil med sin iPhone-telefon. Patentet - »At kunne tilgå et køretøj ved hjælp af en bærbar enhed« - har været undervejs siden 2011.