Nye silo-boliger på vej i Nordhavnen

62 meter høj silo forvandles til 40 lejligheder med restaurant på toppen.

Århusgadekvarteret i udviklingsbydelen Nordhavn er på vej til at få sit tredje siloprojekt.

1. juli åbnede de to kontortårne i ombyggede cementsiloer fra Aalborg Portland med Dansk Standard som foreløbig eneste lejer i lokaler med byens måske bedste udsigt.  Og i januar kunne Berlingske Business fortælle, at den ene af to DLG-siloer et stenkast væk skulle omdannes til cirka 80 boliger med en projektsum på 300 millioner kroner og med Morten Boll fra udviklingsfirmaet Boll som projektmager.





Nu er et projekt på vej med den 62 meter høje »storesøstersilo«, denne gang med Union Holding og Klaus Kastbjerg som projektudvikler og investor. Siloen er også kendt for sin graffiti "Hva drikker Mølr", påmalet i imponerende højde.

Projektet er døbt The Silo, er tegnet af COBE Arkitekter og skal omfatte 40 forskellige lejligheder fordelt på 17 etager og med forventet indflytning i slutningen af 2016. Flere af lejlighederne får to "interne etager," fordi nogle af siloens eksisterende etager er op til otte meter høje.



”Siloen er et velkendt bygningsværk for mange københavnere, et ikon for Nordhavn og derudover Nordhavns største industribygning. Det spændende ved gamle industriejendomme er, hvordan man kan bevare deres sjæl og samtidig bruge dem til noget andet, når den oprindelige aktivitet holder op. Vi ønsker at fastholde siloens velkendte identitet, men samtidig forny og dermed transformere den til et nyt og moderne vartegn for Nordhavnen," udtaler Klaus Kastbjerg.

Stueetagen blev indviet forrige søndag med udstillingen Himmel og Hav om Nordhavn, og øverste etage skal have restaurant eller lignende med offentlig adgang.



Samlet omfatter planerne for Nordhavn, at der i 2050 skal være 18.000 boliger med 40.000 indbyggere og dertil 40.000 arbejdspladser. Bydelen får, formentlig fra 2019 eller lidt senere, sin egen metrogren, som endda senere skal forlænge med en egentligt sløjfe eller metroring.