Nye netværk vinder frem

Netværk. Golfsportens status som direktørens foretrukne sted at dyrke netværket og skabe kontakter er under pres fra en række nyere aktiviteter som SAS-ligaklubbernes erhvervsnetværk og internettet, hvor virksomhedsejere kan gå på jagt efter nye samarbejdspartnere og gode oplevelser.

Golfbanens grønne græs har længe været det sted, hvor mange store beslutninger og vigtige aftaler i dansk erhvervsliv reelt blev indgået.

Men de senere år har den stille sport med de aristokratiske aner fået skarp konkurrence fra flere fronter.

Direktører og ledere i Danmark er de senere år begyndt at kaste sig ud i andre fritidsinteresser for at pleje netværket og udveksle visitkort.

Ledelsesrådgiver i Lederne Helle Brun Madsen peger på, at det ofte er en ensom opgave at sidde på toppen og trække i trådene, hvorfor mange ledere derfor er meget opmærksomme på at skabe kontakter uden for virksomhedens vægge.

- Erhvervslivet har uden tvivl fået øjnene op for, hvor vigtigt det er at have et godt netværk og holde det ved lige. Og mange ledere er i dag meget bevidste om at bruge deres netværk, så det gavner deres forretning, siger hun.

Netværk om grønsværenMen frem for golfbanen er mange direktører og erhvervsfolk nu begyndt at kigge mod landets SAS-ligaklubber.

Foldboldhold som FC København, FC Nordsjælland og OB har nemlig gjort meget ud af at skabe nogle erhvervsnetværk for deres sponsorer. På den måde kan de mødes til frokost før en hjemmekamp og netværke med hinanden inden kampen fløjtes i gang.

Hos firmaet Dansupport er direktør Kenneth Rossau meget bevidst om de muligheder, der gemmer sig i netværket omkring boldklubben.

Med prominente navne som L'easy-stifter Niels Thorborg og Micro Matic-ejer C. C. Nielsen er OB's sponsornetværk nemlig et af Fyns absolut stærkeste.

- Det var udelukkende på grund af netværket omkring klubben, at vi valgte at sponsorere OB. Når vi møder op om søndagen, har alle fodbolden til fælles, og det er en god basis for forretning, siger Kenneth Rossau.

Netværk via forumSamtidig med direktørernes indtog på tribunerne er internettet efterhånden også blevet et vigtigt redskab til at skaffe sig virtuelle visitkort.

Specielle forummer og kontaktprogrammer som LinkedIn er også meget anvendte, når det handler om at finde nye, interessante samarbejdspartnere.

Jubii-stifter og nuværende Spam-fighter-direktør, Martin Thorborg, er meget bevidst om nettets muligheder, når det kommer til netværk.

Ud over LinkedIn bruger han blandt andet sit eget debatforum til iværksættere, Amino.

- Gennem det forum har jeg fået et gigantisk netværk. Og i bund og grund gælder det jo bare om at være høflig og hjælpsom over for folk. Godt netværk handler om at være diplomatisk og hjælpe andre for derefter at få noget igen på et andet tidspunkt, siger Martin Thorborg.