Nye milliardinvesteringer i Nets-rival

Anders Holch Povlsen, der ejer det danske modeselskab Bestseller, har sammen med den amerikanske kreditkortgigant Visa investeret et ukendt milliardbeløb i den svenske betalingskomet Klarna, der er konkurrenter til blandt andet det danske Nets.

Foto: PR. Anders Holch Povlsen har sammen med den amerikanske kreditkortgigant Visa investeret et ukendt milliardbeløb i den svenske betalingskomet Klarna. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Det skriver Børsen.

Anders Holch Povlsen har opkøbt aktier fra en af virksomhedens medstiftere og fra General Atlantic, der er storaktionær i Klarna. og har ifølge Klarna opnået en status som en kvalificeret ejer i virksomheden. Branchemediet Techcrunch har til Børsen udtalt, at det betyder, at danskeren har fået en aktiebeholdning på mindst 10 pct. i virksomheden.

Visa udtaler, at de med samarbejdet kan forbedre købsoplevelsen for deres forbrugere, hvilket er en af virksomhedens strategier. Visa Europas innovationsdirektør, Jonathan Vaux, peger på, at særligt Klarnas forståelse for kunderne er interessant.

- Jeg elsker det, de har gjort for betaling. Klarna har gjort betalinger mere fleksible og har ændret måden, forbrugeren gør tingene på, siger Jonathan Vaux om samarbejdet til Børsen.

Ifølge Børsen vil både modemilliardæren og Visa indgå i et strategisk samarbejde med Klarna.