Nye medievaner påvirker e-mailen

Medievante unge giver den gas med chat og messenger. Det påvirker brugen af e-mails - og vil ændre kommunikationsformerne i virksomhederne, mener eksperter.

Omsætningshastigheden på information i ungdomsværelset anno 2007 er så enorm, at det ofte giver e-mailen baghjul med flere længder, skriver URBAN.

"For de unge er e-mailen nærmest forældet. De er multi-kommunikerende, og for dem handler det om at være til stede i samme tid og udveksle korte beskeder. Og så er eksempelvis messenger-funktioner geniale, fordi man kan se, hvem der er på - og opnå noget socialt i forbindelse med at udveksle informationer," siger sprog- og kommunikationsekspert Line Pedersen, der står bag konsulentfirmaet Ordkløveren og er medforfatter til bogen ‘E-mail kommunikation', og tilføjer, at vaner fra medier som messenger-funktioner, chatten og andre online-medier har stor indflydelse på, hvordan brugen af e-mails udvikler sig - eksempelvis med brug af smileys og kort tekst-form.

"Og det bliver spændende at se, hvordan udviklingen kommer til at fortsætte, når de unge omkring de 13 kommer ud på arbejdspladsen - og sætter deres præg på kommunikationsformerne," tilføjer hun.

I norden er det hele 72 procent, der ofte eller lejlighedsvist benytter chat- og messenger-funktioner, og netop blandt unge under 20 år er andelen helt oppe på 92 procent, viser en undersøgelse foretaget af IT-analysebureauet IDC, hvor senioranalytiker Anders Elbak peger overfor URBAN på flere fordele.

"Mange bruger tjenesterne til at tale med vennerne, men de tager også kommunikationsformen med på jobbet og kommunikerer med både kolleger og kunder. Og det gør ofte kommunikationen lettere, fordi man kan se, hvem der er på - og eksempelvis ikke behøver ringe adskillige gange forgæves over telefonen såvel internt som ud af huset og til udlandet," siger Anders Elbak.

Han tilføjer, at kommunikationsformen kan vise vejen til at undgå en masse spildtid på intern kommunikation, hvis virksomhederne formår at dyrke de kompetencer, som de medievante medarbejdere tager med sig - og ikke udelukkende holder fast i traditionelle kommunikationsformer.

Når den særdeles medievante generation indtager arbejdsmarkedet det kommende år, er der ifølge medieforsker ved IT Universitetet, Gitte Stald, tale om en gruppe, som er vænnet til en enorm omsætningshastighed på kommunikation.

"Informationshastigheden er høj for de fleste danskere i dag, men især de unge er vant til hele tiden at blive afbrudt - og logge ud af den ene situation for at logge ind i en anden. Det kan muligvis betyde, at de bliver bedre til at omstille sig eller måske resultere i periodiske stress-symptomer for nogle," forklarer Gitte Stald og understreger, at der endnu ikke findes undersøgelser af, hvad det gør ved den enkelte hele tiden at logge ind og ud af situationer.

For de unge er det dog svært at forestille sig en verden uden, men det skal ifølge medieforskeren ikke blive en sovepude for virksomhederne.

"Generelt er de unge pragmatiske i deres brug af ny teknologi og nye medier. De bliver som udgangspunkt ikke fascineret af teknologien, men mere af at gøre som vennerne. Og derfor er det utrolig vigtigt, at både uddannelsessystemet og arbejdsgiverne tænker i at udvikle de unges medievaner, så de bliver bevidste om kompetencerne. At de er flasket op med computer, internet og mobil gør det ikke alene."

Pt. arbejder et udvalg under brancheforeningen IT Branchen netop på at klarlægge, hvad virksomheder kan forvente af fremtidens medarbejdere, og hvordan arbejdspladsen skal tilrettelægges, så de unges evner bruges bedst muligt.