Nye ejere klar til at afnotere TDC

TDC er vej til at bliver afnoteret, efter et konsortium af tre danske pensionskasser og australske Macquarie nu har flere end 90 pct. af aktierne.

Foto: Mads Claus Rasmussen. TDCs hovedkvarter på Teglholmsgade i København, fredag den 16. marts 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018)
Læs mere
Fold sammen

De danske pensionskasser ATP, PFA, PKA og den australske investeringsbank Macquarie er klar til at afnotere TDC, efter de fire parter har opnået mere end 90 pct. af aktierne i telekoncernen, fremgår det af en medddelelse til fondsbørsen.

»Vi er glade for at kunne annoncere, at vi kommer til at tage fuldt ejerskab af TDC, efter at have arbejdet på vores vision for TDC i mere end 18 måneder. Konsortiet ser frem til et langsigtet ejerskab, og til at udvikle selskabet sammen med ledelsen samt de mere end 8.000 dedikerede medarbejdere i Danmark og Norge. Det er vores vision, at TDC skal have en ledende rolle i udviklingen af den digitale infrastruktur i Danmark til gavn for virksomheder, samfundet og danskerne.«, skriver Allan Polack, adm. direktør i PFA, i en pressemeddelelsen.

TDC har været igennem et omtumlet forår, der på mange måder kandiderer til at være et stykke dansk erhvervshistorie. Først annoncerede koncernen med topchef Pernille Erenbjerg i spidsen, at man ville fusionere med mediekæmpen MTG, men kort efter annonceringen af den handel lækkede en ukendt kilde, at ATP, PFA, PKA og Macquarie havde sværmet om TDC i et stykke tid. Da konsortiet kom med sit tilbud på 50,25 kr. per aktie, endte TDCs bestyrelse med at anbefale overtagelsen, og derfor gik MTG-planerne i vasken.

Det lykkedes i første omgang de fire at overtage næsten 88 pct. af aktierne. Men de 90 pct., som der skulle til for at afnotere den danske virksomhed, blev i første omgang ikke opnået. Det er først lykkedes mandag aften.

Situationen  bragte minder frem om 2005, hvor en gruppe kapitalfonde overtog lige knap 90 pct af TDC, men hvor ATP blokerede for en afnotering af teleselskabet på børsen.

Den endelige tidshorisont for, hvornår de sidste TDC-aktionærer vil blive tvangsindløst, er endnu ikke på plads. Men konsortiet skriver, at planen at begynde indløsning kort efter 4. maj 2018, hvorefter sidste dag for notering og handel også vil blive besluttet og meddelt.