Nye dokumenter: Vestas ledelse kendte til skandaleprojekt

Nyt dokument skaber tvivl om tidligere Vestas-direktør Ditlev Engels forklaring i vindmøllegigantens spektakulære sag mod tidligere finansdirektør i Vestas.

Nyt dokument skaber tvivl om tidligere Vestas-direktør Ditlev Engels forklaring i vindmøllegigantens spektakulære sag mod tidligere finansdirektør i Vestas. (Arkivfoto: Henning Bagger/Scanpix 2014) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Mellem 2009 og 2012 blev der i Vestas-ledelsen lagt planer om at købe konkurrerende kinesiske vindmøller gennem Vestas indiske partnerselskab RRB.

Det viser papirer som Vestas’ revisor PwC er blevet pålagt at lægge frem, skriver Børsen.

Dokumentet er interessant, fordi det rejser tvivl om de hidtidige forklaringer fra tidligere Vestas-topchef Ditlev Engel og resten af ledelsen.

Ifølge dokumentet fra PwC var hensigten fra Vestas at opstille de kinesiske møller på et site for at teste deres ydeevne og derefter demontere møllerne. Af det interne arbejdsdokument, der allerede blev forelagt bestyrelsen i 2012, fremgår det også, at RRB allerede havde indhentet tilbud fra flere kinesiske vindmølleproducenter, der udviste stor interesse for den indiske kunde i 2012.

I 2012 blev daværende finansdirektør i Vestas Henrik Nørremark fyret fra sin stilling. Dengang blev daværende direktør Ditlev Engel afhørt af Bagmandspolitiet, hvor han forklarede, at han: »ikke var bekendt med, at der i Vestas gennem længere tid havde været et ønske om at få indsigt i konkurrenternes teknologi, særligt de kinesiske konkurrenter (…) Afhørte ville derfor afvise, at der havde cirkuleret sådan et ønske i ledelseskredsen,« står der i politirapporten fra maj 2013.

Henrik Nørremark har stævnet Vestas, fordi han i forbindelse med sin fyring ikke fik en fratrædelsespakke på 8,5 millioner.

I retssagen, der starter onsdag er det op til Henrik Nørremark at bevise, at han ikke handlede alene i sagen om de kinesiske møller, men at resten af Vestas-ledelsen havde godkendt projektet aktivt eller stiltiende.