Nye bankpriser er for lave

Her fra starten af det nye år har bankerne skullet oplyse omkostningerne på investeringsforeninger. Men priserne er for lave, viser nye beregninger.

De danske banker har siden nytår skulle fortælle kunderne, hvad det koster at sætte pengene i investeringsforeninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ditte Valente

Danskerne får oplyst forkerte priser, når de går ned i banken og sætter deres opsparing i investeringsforeninger. Samlet betaler kunderne flere hundrede mio. kr. mere i omkostninger, end det fremgår af prisskiltene i bankerne.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Børsen har fået rådgivningsfirmaet og fondsmægleren Miranova til at regne på, hvad det koster danskerne at købe investeringsforeningsbeviser via bankerne.

Bankerne har siden årsskiftet skulle oplyse de årlige omkostninger i pct. for kunderne. Mere præcist kaldet ÅOP.

Problemet er bare, at ÅOP er beregnet ud fra, at kunderne i gennemsnit handler investeringsforeningsbeviser hvert syvende år, men ifølge beregningerne fra Miranova sker det hvert andet år.

Det tyder, at ÅOP for eksempelvis globale aktier stiger fra 2,5 pct., som bankerne fortæller, til 2,9 pct.

”Det er altså en ret stor forskel. For en kunde, der investerer 1 mio. kr., er det 4.000 kr. om året, som bliver lagt oven i den oplyste pris. Det bliver til rigtig mange penge over årene,” siger direktør i Miranova, Rune Wagenitz Sørensen.

”Der er jo tale om vildledning af kunderne, når bankerne oplyser nogle omkostninger, som er for lave i forhold til realiteterne,” siger Rune Wagenitz Sørensen.

Brancheforeningen Investeringsforeningsrådet afviser tallene i beregningerne. Foreningen påpeger, at de indeholder både private og institutionelle investorer.

Og IFR mener, at de institutionelle handler betydeligt oftere end de private.

"Vi mener stadig, at de syv år er et godt bud på den gennemsnitlige tidshorisont. Og derfor er der ikke tale om, at kunderne bliver vildledt. ÅOP er ikke et individuelt nøgletal for den enkelte investor," siger direktør i IFR, Jens Møller Nielsen

"ÅOP kan bruges til at sammenligne på tværs - netop fordi der er baseret på nogle helt standardiserede forudsætninger," siger Jens Møller Nielsen, der dog også kommer med en mindre åbning.

"N vil vi undersøge sagen en ekstra gang og invitere arbejdsgruppen bag ÅOP ind til et møde, så vi kan få drøftet, om vi skal holde fast i de syv år, eller om en anden tidshorisont er bedre. For vi ønsker at præsentere investorerne for det mest retvisende nøgletal," siger Jens Møller Nielsen.

Forbrugerrådet har været med til at udvikle nøgletallet ÅOP, og Rådet understreger, at prisskiltet skal svare til virkeligheden.

”Ellers er det noget, vi må tage op,” siger seniorøkonom i Forbrugerrådet Morten Bruun Pedersen.