Ny Yahoo-chef fyrer finansdirektør

Søgegigantens nye, stærke kvinde rydder op i organisationen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter kun få uger i embedet har Yahoos nye topchef fyret finansdirektøren.

Carol Bartz styrker dermed grebet om søgemaskinen, som hun overtog styringen for seks uger siden. Finansdirektør Blake Jorgensen blev fredag fyret som et led i en større omstrukturering af den trængte Internet-virksomhed, der i nettets barndom var den søgemaskine, som alle brugte - indtil Google kom forbi.

Carol Bartz har ryddet grundigt op i ledelsen i Yahoo og slår teknologi- og produktafdelingerne sammen under IT-direktør Ari Balogh. Samtidig vil Yahoo inddele verden i to regioner frem for fire, nemlig Nordamerika og resten af verden.

»Det vil gøre Yahoo hurtigere på benene. Vi vil kunne træffe hurtigere beslutninger, de notoriske siloer er væk, og vi har fornyet fokus på kunderne,« siger Carol Bartz.

Hun afløste medstifter Jerry Yang, som gik i januar, som den første Yahoo-koncernchef med forretningsbaggrund. Yang røg ud, efter at han havde afvist IT-giganten Microsofts frieri - og en check på 47,5 milliarder dollars - til Yahoo.

Microsofts topchef Steve Ballmer sagde tidligere på ugen, at han fortsat er interesseret i at arbejde sammen med Yahoo for at slå Google, da sidstnævnte behersker 63 procent af det amerikanske søgemarked.