Donald Trumps vilde sving med toldhammeren har ironisk nok givet ærkerivalen Kina vind i sejlene.

En ny undersøgelse fra det amerikanske analyseinstitut Morning Consult viser således, at det internationale samfund nu ser mere positivt på Kina end på USA.

Det er første gang, det er sket, siden undersøgelsen for første gang blev lavet i 2020. Kun i Rusland ser man mere positivt på USA, efter at Donald Trump igen indtog Det Hvide Hus.

I undersøgelsen har 41 lande løbende vurderet synet på de to rivaliserende stormagter USA og Kina, og allerede i januar kunne det ses, at USAs omdømme var i frit fald.

Omkring april og maj skete der dog for alvor en stor udvikling, da de to landes omdømme blev vendt op og ned. I slutningen af maj scorede Kina således 8,8 point i undersøgelsen mod USAs resultat på -1,5.

Det nye magtforhold er opsigtsvækkende, fordi Kina ellers længe har haft problemer med omdømme og blød magt. Omvendt har USA længe været foregangsland i den internationale liberale verdensorden.

Men med Donald Trumps toldkrig og snævre forfølgelse af nationale interesser er situationen nu en anden, vurderer Andreas Bøje Forsby, der er seniorforsker i udenrigspolitik og diplomati hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

»Det er klart, at hvis Trump-administrationen konstant fremturer med trusler om straftold og i det hele taget sætter USAs interesser først og højest i alle sammenhænge, får det indflydelse på, hvordan USA bliver betragtet rundt omkring i verden,« siger han.

Mindre populær end Putin og Jinping

I maj var en lignende verdensomspændende undersøgelse også dårligt nyt for Donald Trump.

Her viste en meningsmåling foretaget for Alliance of Democracies, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Kinas præsident, Xi Jinping, begge var mere populære end Trump.

Hele 57 procent af de over 111.000 adspurgte fordelt på 100 lande svarede, at de generelt havde et negativt indtryk af Trump.

Samme tal var 49 procent for Vladimir Putin og 31 procent for Xi Jinping.

Andreas Bøje Forsby fra DIIS påpeger dog, at det ikke betyder, at skepsissen over for Kina pludselig er forduftet, og problemerne er glemt.

»Men fordi USA og Kina er de suverænt mest magtfulde stater i det internationale system, er der i en vis forstand tale om et nulsumsspil, hvad angår omverdenens vurdering af, hvem der er bedst til at varetage det internationale samfunds regler og interesser. Så når USA virkelig får et hak i tuden i øjeblikket, vil det gavne Kina relativt set,« siger han.

Måske fortsætter nedturen endnu mere.

Mens USA de seneste måneder har lukket sig mere og mere om sig selv, forsøger Beijing nemlig at drage fordel af det.

»Kina forsøger i øjeblikket at promovere sig selv som dem, der holder hånden under frihandel og et multilateralt, regelbaseret internationalt system. Men set fra især de vestlige landes perspektiv er Kina fortsat en problematisk samarbejdspartner og en utroværdig garant for en postamerikansk international orden,« siger Andreas Bøje Forsby.