Ny topchef i IT-Branchen

Mangeårigt bestyrelsesmedlem bliver den danske IT-branches nye talerør.

Birgitte Hass har gennem 18 år stået i spidsen for Forsikringens Datacenter, FDC, og skal nu lede den danske IT-brancheorganisation IT-Branchen. Foto: Mark Thyrring, IT-Branchen Fold sammen
Læs mere

Brancheforeningen IT-Branchen har ansat den tidligere direktør for Forsikringens Datacenter (FDC), Birgitte Hass, som ny administrerende direktør.

Hun tiltræder 1. december og udfylder dermed tomrummet, efter at IT-Branchens administrerende direktør siden 2009, Morten Bangsgaard, i juli blev fyret af bestyrelsen. Birgitte Hass kender IT-Branchen, hvor hun siden januar 2006 har siddet med i bestyrelsen.

Birgitte Hass har arbejdet i mere end 30 år inden for IT-verdenen. Hun er uddannet cand. scient. i fysik, matematik og datalogi og begyndte sin karriere som systemanalytiker og var siden projektleder m.v. i IBM, inden hun i 1996 tiltrådte som administrerende direktør for FDC, der leverer IT til forsikringsverdenen.

»Hun har en solid baggrund i IT-branchen og mange års erfaring med at stå i spidsen for en IT-virksomhed. Den erfaring og dybe kommercielle indsigt vil styrke foreningen,« siger Cecilia Bonefeld-Dahl, der tidligere i år blev valgt som bestyrelsesformand i IT-Branchen, som er Danmarks største brancheorganisation for IT- og televirksomheder med ca. 320 medlemmer.

En af Birgitte Hass' første opgaver bliver sammen med bestyrelsen at få strategien for de kommende to år på plads.