Ny teknologi skubber erhvervslivet frem

CBS-analyse viser, at investeringer i IT- og kommunikationsteknologi giver mere innovative virksomheder - især hvis de samtidig tilpasser organisationen.

Bedre brug af de digitale muligheder sikrer større innovation og produktivitet i danske virksomheder. Foto: Iris/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danske virksomheder, som har investeret meget i ny teknologi, er mere innovative og produktive end virksomheder, som skyr eller udsætter mulighederne.

Der er op til 12,4 procent større sandsynlighed for innovation og større produktivitet, når en virksomhed investerer i intelligente maskiner, som bruger IT- og telekommunikation, og samtidig indretter deres organisation efter denne udvikling.

Nye håndtag at skrue på

Det dokumenterer en ny undersøgelse, som Centre of Economic Business Research ved Handelshøjskolen i København (CBS) har lavet for Erhvervsstyrelsen under erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF).

»Analysen præsenterer helt nye og stærke resultater, der viser, at investeringer i IT fremmer virksomhedernes innovation og produktivitet. Denne sammenhæng har ikke tidligere været undersøgt. Analysen er derfor særdeles interessant i forhold til at give os et bedre indblik i, hvilke håndtag der er afgørende for at øge produktiviteten i de danske virksomheder,« siger professor Anders Sørensen fra CBS, som er en af de tre forfattere.

Den 88 sider lange undersøgelse »ICT, Innovation and Productivity Growth«, som kun foreligger på engelsk, bygger på tal fra Danmarks Statistik og et rundspørge blandt 781 danske virksomheder.

Over to procents vækst om året

Produktivitetsvæksten er årligt på i gennemsnit 2,4 procentpoint blandt de virksomheder, som intensivt investerer i ny teknologi og bruger den både interne og til bedre markedsføring og salg.

Målingerne gælder for årene 2007 til 2010.

En nylig undersøgelse fra Dansk Erhverv viste, at 37 procent af de danske virksomheder har fået en bedre bundlinie på grund af digitalisering - for et år siden var det kun 21 procent.

Direktør: Stadig rum for forbedringer

Men det kan gøres endnu bedre, mener direktør i Erhvervsstyrelsen, Betina Hagerup:

»Virksomheder, der digitaliserer og automatiserer deres processer, vil i stigende omfang opnå væsentlige konkurrencefordele globalt set. Danske virksomheders rammevilkår er overordnet set gode, men der er stadig rum for forbedringer. Den nye undersøgelse dokumenterer, hvor vigtigt det er at styrke digitaliseringen i dansk erhvervsliv yderligere,« siger hun.

Rapporten skal nu bruges som indspark til det nye Vækstteam for IKT og Digitalisering, som erhvervs- og vækstministeren har nedsat for at få anbefalinger til, hvordan den digitale vækst i Danmark kan styrkes.

Læs mere: Hent selv »ICT, Innovation and Productivity Growth« (i PDF-format): http://www.erhvervsstyrelsen.dk/file/368759/ict_innovation_productivity.pdf