Ny teknologi kan blive en superforretning for Thrane & Thrane

Flere kilder, som Berlingske Business har talt med, vurderer, at der gemmer sig et stort potentiale i det kommende Global Xpress-marked fra Inmarsat, som Thrane & Thrane står til at få en god portion af.

Foto: DAVID HØGSHOLT
Det er et spørgsmål om hastighed. Kravet om højere båndbredde på de syv have er støt stigende, og satellit-selskabet Inmarsat gør sig nu klar til at møde maritim-industriens efterspørgsel med den nye og lynhurtige Global Xpress-teknologi,

"Hvis alt går som branchefolk og analytikere forventer, så kommer der til at ske et ryk af kunder mod KA-bånd, for det giver en hastighed, de kun kunne drømme om tidligere," siger Henrik Christensen fra European Satellite Link.



KA-båndet, som Global Xpress skal køre på, giver en global højhastighedsdækning, der fra flere sider ventes at udkonkurrere den nuværende standart, VSAT. Begge har dog den bagside, at de er meget påvirkelige over for vind og vejr, så det forventes, at Global Xpress bliver kombineret med det såkaldte L-bånd, der er langsomt men meget stabilt. Tanken er, at skibsfarten vil bruge L-båndet, når forholdene ikke er til Global Xpress.

En central kilde med stort kendskab til Thrane & Thrane vurderer, at der vil ske et totalt skift i industrien de næste år, og at det bliver et skift, hvor Thrane & Thrane ligger til en rigtig god position. Så god, at det kan være grunden til, at Lars Thrane ikke vil sælge firmaet.

Kæmpe investering

Inmarsat, der står for at udvikle det satellitnetværk, som Thrane & Thranes terminaler kører på, har skudt 7,3 milliarder kroner i udvikling af Global Xpress. Cobham, der i øjeblikket går efter at købe Thrane & Thrane, har fået en ordre på 226 mio. kroner for at levere antenner til den nye teknologi. Ordren svarer til over en femtedel af Thrane & Thranes årsomsætning.



Derfor bliver Global Xpress markedet sandsynligvis en stor del det strategiske review, som bestyrelsen i Thrane & Thrane iværksatte for at vurdere, om købstilbuddet, der er centrum i Cobhams nylige belejring af den danske virksomhed, nu også er højt nok.

Stærk position

Hos Inmarsat forventer man, at Global Xpress vil udkonkurrere det nuværende VSAT-marked.
"Global Xpress slår alt VSAT, der er derude i øjeblikket. Vores forventning er, at kunderne vil bruge Global Xpress sammen med det stabile L-bånd," siger John Warehand, der er kommunikationsmedarbejder i Inmarsat.

Og netop kombinationen af det stabile L-bånd og Global Xpress kan blive Thrane & Thranes fordel.



"De har et meget stærkt brand og en stærk markedsposition på Fleetbroadband-markedet, og det er bestemt sandsynligt, at Thrane & Thranes kunder også vil opgrade til Global Xpress gennem dem, netop fordi deres brand er så stærkt," siger Henrik Christensen fra European Satellite Link.

Forsigtighed blandt analytikere

"Jeg har været en smule forsigtig med at inkludere det i mine estimater. Det er et af de områder, der ligger og bobler ude i fremtiden, og det er potentielt rigtigt spændende," siger Klaus Kehl, aktienalytiker hos Nykredit Markets, der regner med, at udsigterne til Global Xpress bliver taget med i bestyrelsens strategiske review.



Global Xpress forventes at blive lanceret i løbet af 2013 og være fuldt ud funktionelt hen ad foråret 2014, og den tidshorisont gør det usikkert, hvor meget teknologien vil komme til at betyde for Thrane & Thrane.

"Vi ved ikke endnu, hvad potentialet er i Global Xpress, og der er ingen, der tør spå om, hvor stort det bliver. Den er en kompliceret sag, men umiddelbart tror jeg ikke, det vil betyde guld og grønne skove for Thrane & Thrane," siger Andrew Carlsen fra Handelsbanken.