TDCs nye topchef har lært sin nye arbejdsplads og dens medarbejdere at kende på en voldsomt anderledes måde midt under coronakrisen, som samtidig satte Danmarks største telekoncern i kriseberedskab for at sikre, at de altafgørende telefon- og internetforbindelser ikke bukker under for det enorme pres.
Den 56-årige Henrik Clausen, som senest har været topchef for den danske lyd- og elektronikproducent B&O og tidligere har stået i spidsen for Telenor i Danmark og siden i Malaysia, blev kastet ud i sit nye job, da han 17. februar indtog chefstolen i TDCs hovedsæde på Teglholmen i Københavns sydhavn.