Ny Svitzer-boss er en »utrolig god leder«

Henriette H. Thygesen skifter fra chefstilling i det Mærske-ejede Damco til topchef i det ligeledes Mærsk-ejede Svitzer, hvor hun overtager rorpinden efter Robert Mærsk Uggla.

Der er internationalt swung over den nye topchef for Svitzer, Henriette H. Thygesen. Hun har været udstationeret flere gange for Mærsk Gruppen og har som ung studeret i udlandet. Hun taler seks sprog, herunder mandarin. Foto: Svitzer Fold sammen
Læs mere

I mandags tog 45-årige Henriette H. Thygesen endnu et skridt op af karrierestigen hos A.P. Møller - Mærsk, da hun blev udnævnt til CEO for bjærgningsselskabet Svitzer. Hendes karriere begyndte på Esplanaden for 22 år siden og har bragt hende rundt i Mærsk Gruppen med flere udstationeringer. I øjeblikket er hun regional CEO for Damcos nord- og sydamerikanske forretning og bosat i USA, men fra 1. september bliver hendes base igen København.

Topjobbet for Svitzer blev ledigt, da Mærsk Mc-Kinney Møllers barnebarn Robert Uggla pr. 1. september rykker op som topchef for A.P. Møller Holding.

De sidste fire år har Henriette H. Thygesen fået en forsmag på, hvad CEO-rollen indebærer. I 2012 blev hun udnævnt til regional CEO for Damco North Asia med base i Hong Kong. Og de sidste to år har hun været regional CEO for Damcos nord- og sydamerikanske forretning.

Vejen mod toppen er ikke resultat af en karriereplan.

»Jeg har mere fokuseret på at gøre det så godt som muligt i de job, jeg har haft, og samtidig overvejet, hvilke kompetencer, der kunne gøre mig bedre forberedt til det næste job,« skriver Henriette H. Thygesen i en mail.

Vellidt

Topchefen for Damco, Hanne B. Sørensen, giver den kommende Svitzer-boss pæne ord med på vejen.

»Henriette er en utrolig god leder. Hun har begge ben solidt plantet på jorden og er god til at holde overblikket samtidig med, at hun kan gå i detaljen, når det er nødvendigt. Hun har også en rigtig god connection til sine folk og er vellidt blandt både kolleger, medarbejdere og kunder. Og så har hun en meget stærk kommerciel tilgang til tingene, og det er noget, vi har haft rigtig meget glæde af i Damco. Hun har været placeret i USA, hvor vi har den største del af vores store kunderelationer, og der har hun virkelig gjort det godt. Så det er bestemt en gevinst for Svitzer, at de får Henriette, som også har god humor og er en fornøjelse at arbejde sammen med. Vi kommer til at savne hende,« siger Hanne B. Sørensen.

Med udnævnelsen af Henriette H. Thygesen bliver antallet af kvindelige CEOs for datterselskaberne i Mærsk Gruppen med ét fordoblet. Den nye Svitzer-boss har lidt blandede følelser med kvindevinklen på ledelse. Hun mener, at det er vigtigere at tænke diversitet på ledelelsesniveau. Alligevel giver hun gerne nogle råd til kvinder, der vil til tops.

»Vær realistisk om dine styrker og svagheder i forhold til jobbet og overvej, hvad der kan gøre dig til en bedre kandidat. Vælg din mand med omhu. Endelig skal du ikke fokusere på, hvad andre måtte mene om dine valg, men mere på, hvad der er rigtigt for dig,« skriver Henriette H. Thygesen.