Ny startup vil effektivisere formidlingen af pladser i kontorhoteller

De digitale redskaber er vigtige, men de kan ikke stå alene, når lejere og udlejere på kontorhoteller skal finde hinanden. Det er tankegangen bag den ny virksomhed OfficeHub, der selv vurderer at arbejde på et marked med meget stor vækst foran sig.

Allerede første regnskab fra OfficeHub viser en forretning, der løber rundt. Men dog kun fordi de tre stiftere – fra venstre Alex Dagil, Jannis Littmann og Marc Falk – indtil for nylig lagde deres arbejdskraft uden beregning. Foto: OfficeHub Fold sammen
Læs mere

De klassiske ejendomsmæglere arbejder hårdt på at tage digitale redskaber i brug. Men immervæk er der, i hvert fald når det gælder formidling af pladser i kontorhoteller og lignende, behov for en spiller, der tager et digitalt udgangspunkt, men som stadig også møder parterne face to face.

Det er holdningen hos den unge virksomhed OfficeHub. Den blev stiftet for to år siden, og de tre stiftere – som indtil for nyligt passede forretningen uden at få løn for det – er lige nu ved at ansætte deres første egentlige fuldtidsmedarbejder.

Umiddelbart er konceptet ikke revolutionerende. OfficeHub kommer ud hos udlejerne og laver 3D-billeder af kontorerne, så potentielle lejere i fred og ro kan sidde hjemme ved skærmene og danne sig et indtryk. Den service, eller i hvert fald noget, der ligner, bruger både klassiske mæglere og de nye portaler også. Men OfficeHub forbinder den digitale service med en face to face-service over for et segment, der hidtil har manglet noget af den klassiske service – nemlig kontorhotellerne, hvor der ofte er tale om meget små lejemål, så der ikke er så mange penge i den enkelte formidling.

Forgæves fremvisninger

»Det smarte ved det, vi gør, er, at vi er en stor hjælp for kontorfællesskaberne, for når de får en kunde gennem en platform, er denne kunde ikke valideret i forhold til, om der er et match i forhold til kultur. Vi sørger altså for, at udlejerne får de rigtige lejere, og det er meget svært at drive et kontorhotel, hvis man skal lave mange fremvisninger for hver udlejning,« siger Jannis Littmann, der er medstifter af og adm. direktør i OfficeHub.

Han understreger, at man omhyggeligt ikke beskriver tjenesten som en virksomhedernes Airbnb.

»Vi har helt bevidst valgt, at vi ikke vil fungere på den måde. Med Airbnb bestiller man en bolig til måske et par uger. Men for en virksomhed er det at vælge lokaler en meget stor beslutning. De skal være sikre på, at de vælger det rigtige i forhold til deres kultur og til de medarbejdere, de skal have, men selvfølgelig også i forhold til prisen. På den måde var det et problem, at der ikke var en slags erhvervsmæglere i denne lille niche, for erhvervsmæglerne er ikke helt fokuserede på fleksible lokaler. Derfor mente vi, at skulle yde service fremfor bare at være en platform på nettet,« siger Jannis Littmann.

Det personlige element opstår blandt andet, når OfficeHub kommer ud til kontorhotellet og tager 3D-billederne. Men også de potentielle lejere taler man med for at forstå deres behov.

Et vækstmarked

Der er naturligvis en grund til, at de klassiske erhvervsmæglere kun i begrænset omfang har haft kikkerten på udlejning gennem kontorhoteller: nemlig at dette marked endnu er meget småt.

Ifølge OfficeHub handler det endnu kun om 0,7 pct. af det danske marked, og det er endda ,når man medregner de mange udlejere, som ikke betragter sig selv som egentlige kontorhoteller, men blot er virksomheder, der har fået nogle kvadratmeter tilovers og ønsker en fremleje for at få dækket en del af huslejen.

Begrebet ’fleksible lejemål’ omfatter alle de facto-kontorhoteller.

Men uanset om udlejerne er i markedet som hoved- eller sideforretning, er det et område i stærk vækst. Analyser peger på, at markedsandelen kan vokse helt op til 30 pct.

»Vi oplever også, at både udbud og efterspørgsel vokser helt vildt. På den måde er vi glade for den niche, vi er i,« siger Jannis Littmann. OfficeHub kigger dog også på udlandet og har allerede åbnet en tjeneste i Berlin.

»Vi har også tænkt, at vi gerne vil blive ved med at udvide forretningen. Men vi har endnu ikke besluttet, hvor det bliver, og lige nu vil vi gerne udvide mere på det danske marked og investere i nogle dygtige medarbejdere,« slutter Jannis Littmann.