Ny skandinavisk lavprispriskrig

Både Sterling, Norwegian og Ryanair lover nu flere ruter og kraftig vækst på det skandinaviske lavprismarked. Det betyder fornyet priskrig og flere konkurser, lyder det fra flere flyselskaber.

»Priserne på det skandinaviske marked vil falde. Vinderen bliver den med de laveste omkostninger,« siger Wilhelm Hamilton, der er nordisk salgsdirektør i irske Ryanair. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andy Rain/ EPA
Krigen om at sælge flest flybilletter til færrest penge bliver hårdere. Sådan lyder det fra flere sider, efter at tre af de største lavprisselskaber på det skandinaviske marked har varslet flere ruter og markant vækst i Skandinavien.

»Udsigten til flere ruter kan være den gnist, der sparker priskonkurrencen tilbage til, hvor den var for et halvt år siden. Det vil øge kapaciteten og sætte priserne under fornyet pres,« siger Jacob Pedersen, Sydbank. Han havde ellers forventet, at priskrigen ville blive mindre barsk efter konsolideringen i lavprisbranchen med svenske FlyMe’s konkurs og norske Norwegians køb af Flynordic. Men med de nye meldinger ser krigen derimod ud til at blive intensiveret, mener han. Dette udsagn bakker flere af aktørerne i priskrigen op.

»Priserne på det skandinaviske marked vil falde. Vinderen bliver den med de laveste omkostninger,« siger Wilhelm Hamilton, nordisk salgsdirektør i irske Ryanair. Også Sterling forudser større pres på billetpriserne.

»Det vil givetvis betyde øget priskrig, men det vil samtidig være med til at udvide antallet af passagerer i markedet,« siger kommerciel direktør Michael T. Hansen.

Sterling er sammen med Ryanair og Norwegian blandt de selskaber, der har spillet mest offensivt ud. I april meddelte selskabet, at man vil fordoble omsætningen til otte mia. kr. i 2010 ved hjælp af flere ruter ud af især Stockholm og Oslo.

I juni åbnede irske Ryanair 13 nye ruter ud af Stockholm og varslede nye ruter ud af flere danske lufthavne, herunder Billund, fra 2008.

Og i dag siger Norwegians adm. direktør til Berlingske Business, at det vil være »naturligt« for selskabet at få en stærkere tilstedeværelse i Danmark, f.eks. med en base, der vil firdoble selskabets nuværende ti daglige afgange.

For mange spillere
For aktieanalytikeren er udsigten til øget priskrig et tegn på, at branchen intet har lært af problemerne de seneste år.

»Nye ruter er et forsøg på at vinde markedsandele, men det sker på bekostning af indtjeningen. Lavprisselskaberne kan i forvejen ikke tjene penge, selv om vilkårene for luftfart stort set ikke kan blive bedre, end de er i disse år,« siger han.

I 2006 havde Sterling et underskud på 166 mio. kr. efter skat ud af en omsætning på små fire mia. kr., mens Norwegians minus lød på 19 mio. kr. ud af omsætningen på 2,7 mia. kr. Ryanair oplyser ikke regnskabstal for Skandinavien. En øget priskrig vil ifølge Jacob Pedersen koste lavprisselskaberne dyrt, men han vil ikke spå om flere konkurser. Det vil andre dog gerne.

»Nogle af spillerne vil falde fra i Skandinavien. Der er for mange aktører i forhold til markedets potentiale,« siger Regional General Manager John Kohlstaat fra Easyjet, til Børsen. Netop derfor har Easyjet kun to danske ruter, oplyser han. Også Ryanair spår konkurser: »Vi regner med, at der inden for en årrække kun vil være en håndfuld flyselskaber i Europa,« siger Wilhelm Hamilton.

I SAS ønsker man ikke at kommentere lavpriskonkurrenternes træk og deres konsekvenser for selskabet. Men ifølge informationschefen er det ikke overraskende.

»Konkurrencen er benhård på alle markeder, i alle lufthavne og i alle segmenter. Vi må bare forsøge at blive endnu bedre, hvilket vores Strategi 2011 skal sikre,« siger Bertel Ternet.