Ny SAS-partner kan overtage mange flere ruter

SAS’ hensigtserklæring med danske Jet Time, der skal flyve fire fly for SAS, er kun startskuddet til et meget større samarbejde. På sigt kan Jet Time komme til at flyve op mod 20 fly på kortere regionale ruter for SAS.

Jet Time skal flyve med lejede, spritnye ATR72-600 fly for SAS, der som navnet antyder har plads til hver 72 passagerer. Computertegning: ATR Aircraft Fold sammen
Læs mere

SAS kan sætte kryds ved et vigtigt element i redningsplanen med den forestående outsourcing af en række regionale ruter til København og Stockholm til danske Jet Time. I første omgang skal Jet Time flyve fire fly for SAS, men begge parter venter en udvidelse af samarbejdet de kommende år, så Jet Time på sigt måske skal flyve helt op mod 20 fly for SAS.

»Vi ser det som et langsigtet partnerskab og som startskuddet til noget større, ellers var vi ikke gået ind i et nyt flysegment. SAS har tidligere haft behov for et tocifret antal fly til sit regionale rutenetværk til København og Stockholm, så vi kan håbe, at det kan blive i den størrelsesorden på sigt,« siger Klaus Ren, adm. direktør i Jet Time.

Ifølge Berlingskes oplysninger er der også allerede en option på yderligere fire fly i aftalen, og SAS’ driftsdirektør Flemming Jensen venter også, at samarbejdet vil vokse yderligere.

»I første omgang skal de nye fly primært bruges som erstatning for andre lejede fly, men vi vil se på yderligere produktion ud over det. Ambitionen er højere, og vi havde en relativ stor Q400-flåde i sin tid, der blev brugt til lignende ruter,« siger Flemming Jensen.

Faktisk var SAS’ daværende Dash 8-Q400 flåde på over 20 fly, inden de alle blev taget ud af SAS-drift efter gentagne problemer med landingsstellene i 2007.

Otte selskaber bød sig til

Aftalen om drift af de korte ruter for SAS med topmoderne, brændstofeffektive ATR-turbopropelfly har været i udbud, og i alt har SAS haft otte mulige leverandører inde over processen.

Også Danish Air Transport var med, men vurderede samarbejdet som for stort.

»Vi var med i budrunden i begyndelsen, men kunne hurtigt se, om der var lagt op til et for omfattende samarbejde for os. Vi kunne godt levere fire fly, men vi kan ikke klare 10, 15 eller flere fly, fordi vi vil eje vores fly selv og ikke kaste os over så stor en ekspansion,« fortæller Jesper Rungholm, adm. direktør i Danish Air Transport.

Jet Time skal flyve med lejede, spritnye ATR72-600 fly for SAS, der som navnet antyder har plads til hver 72 passagerer. Og netop de moderne fly har været vigtige for SAS.

»De nye fly er sammen med prisen og vores erfaringer med Jet Time de afgørende faktorer, for at det blev Jet Time. Jet Time kunne tilbyde de nye ATR72-600 fly tidligst,« fortæller Flemming Jensen.

Jet Time har indtil nu ellers kun opereret med Boeing 737-fly, men selv om det koster flere millioner at gå ind i et nyt flysegment, så understreger Klaus Ren, at Jet Time vil tjene penge på aftalen.

Hård kritik fra kabinepersonalet

Mens både SAS-ledelsen og Jet Time er i højt humør over det potentielt meget store samarbejde, så er stemningen den stik modsatte hos SAS’ danske kabinepersonale, der har været på kant med selskabet, siden de blev tvunget til at acceptere dramatiske forringelser af arbejdsvilkårene i november.

»Vi er ikke glade for det, for enhver aftale med et andet selskab er arbejdspladser, som kunne være vores. Og vi frygter, at der kommer meget mere af det her. Vi har rejst spørgsmålet over for SAS for at få afklaret, om så meget oursourcing ikke er et brud på overenskomsten, og så vil vi vurdere, om vi skal anlægge en sag, når vi får svar fra SAS. Forholdet til ledelsen er desværre ikke forbedret siden november, og det er korrekt at tale om iskold luft mellem os og ledelsen,« siger Helge Thuesen, der er formand for Cabin Attendants Union (CAU), hvor det danske kabinepersonale er organiseret.

Flemming Jensen mener dog ikke, at kabinepersonalet har grund til bekymring.

»Denne aftale en vigtig del af vores plan, for det giver øget fleksibilitet og en omkostningsplatform, vi ikke selv kan skabe på de ruter, hvor ATR-fly passer bedst. Det giver også nye forretningsmuligheder, som kun kan løses med ATR-fly. Samarbejdet vil derfor give flere passagerer til København og Stockholm, så det får også en positiv betydning for SAS-personalet,« siger SAS-direktøren.

SAS har ikke selv ATR-fly i flåden, og SAS har i forvejen lignende aftaler med danske Cimber, norske Braathens Regional og SAS’ eget finske produktionsselskab Blue 1, der også flyver med lavere omkostninger på mange ruter, end SAS selv kan.