Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Nye hårde EU-sanktioner mod Rusland kan blive vedtaget i denne uge, og da Carlsberg henter omkring 40 procent af indtjeningen i Rusland, kan et nyt tilbageslag i russisk økonomi ramme den danske bryggerikoncern hårdt. Men det er vanskeligt at forudsige omfanget.
»Situationen i Rusland og den økonomiske nedgang er en ny stor udfordring for Carlsberg. Det er umuligt at sætte tal på, hvor meget det betyder, men der er ingen tvivl om, at hele situationen skaber enorm usikkerhed om udviklingen på det russiske marked,« siger aktieanalytiker i Alm. Brand Markets, Michael Friis Jørgensen.
»Der sker altid noget uventet«
Han bakkes op af Søren Samsøe, aktieanalysechef i SEB.
»På nuværende tidspunkt er det meget usikkert, hvad eventuelle sanktioner mod Rusland kommer til at betyde for ølforbruget. Det kan få en makroøkonomisk effekt, der kan sætte sig i forbruget og dermed også ølforbruget. Hvis den russiske forbruger får det værre end nu, så der er mindre plads i budgettet til at købe øl, vil det ramme Carlsberg negativt,« siger Søren Samsøe.
Han peger på, at Rusland er et uforudsigeligt land at drive virksomhed i.
»Det viser, at der er nogle risici ved at have så stor en eksponering mod Rusland. Der sker hele tiden noget uventet, der gør, at der er en større risiko for en virksomhed som Carlsberg. Mange af de ting. der sker i Rusland, er umulige at forudsige,« siger Søren Samsøe.
Carlsberg ønsker, ifølge bryggerikoncernens pressechef Jens Bekke, ikke at kommentere situationen i Rusland lige nu, da selskabet er i stilleperiode op til halvårsregnskabet 20. august.
Det har siden den russiske annektering af Krim-halvøen i marts stået klart, at den russiske økonomi bliver hårdt ramt af den tilspidsede situation og reaktionerne fra EU og USA. De udenlandske investeringer er ramt, og den russiske rubel er faldet betydeligt.
I løbet af foråret og i begyndelsen af sommeren faldt investorernes bekymring en smule, men nedskydningen af det malaysiske passagerfly MH17 tidligere på måneden har skabt fornyet usikkerhed. Nye sanktioner kan bidrage til de negative økonomiske udsigter i Rusland, og det vil formentlig ramme det russiske forbrug bredt, herunder efterspørgslen på Carlsbergs produkter.
Andre brancher rammes hårdere
»Den økonomiske tilbagegang betyder dels, at det samlede ølsalg bliver berørt, dels at der vil være trading down. Når forbrugerne orienterer sig mere mod billigere øl, vil det ramme indtjeningen, men Carlsberg er trods alt stærk i alle segmenter på markedet. Samtidig hører det med, at mange andre brancher bliver ramt hårdere end bryggerierne, når økonomien skuffer,« siger Michael Friis Jørgensen.
Det hører også med, at nedgangen i russisk økonomi holder rubelkursen nede. Hver gang, rublen falder med to procent i forhold til euroen, falder Carlsbergs indtjening med 100 millioner kroner. Den nuværende rubelkurs vil koste Carlsberg 200-300 millioner kroner i år i forhold til en situation med en kurs som ved årsskiftet.
Analytikerne peger på, at situationen i Rusland især skaber stor usikkerhed, der igen betyder, at Carlsberg-aktien handles med en betydelig rabat i forhold til sammenlignelige selskaber. I forhold til indtjeningen bliver Carlsberg-aktien ifølge Alm. Brand Markets prissat omkring 30 procent lavere end de største konkurrenter. Siden årsskiftet er Carlsberg-aktien faldet med seks procent, mens de største internationale konkurrenter set under ét er steget med omkring ti procent.