Ny problemknuser fra Microsoft

Et nyt supportprogram fra Microsoft skal automatisk rette fejl på computeren.

Foto: PAUL J. RICHARDS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Microsoft har frigivet en betaversion af sin nye software, Fix It Center, som skal hjælpe med at analysere og rette computerproblemer. Programmet søger efter mulige fejl på computeren og kommer med forslag til, hvordan de kan rettes.

Fix It Center scanner systemet og brugeren kan vælge mellem ”Find and fix”, hvor problemerne automatisk bliver rettet, og ”Find and report”, hvor man får en melding om mulige problemer.

Og Microsoft fremhæver at programmet kun leverer informationer som er relevante for den hardware og software, der er installeret i systemet.

Det enkelte systems konfiguration gemmes i online-profilen og bruges til at levere informationer der er skræddersyet til computeren. Fra Fix It Center Online kan man administrere programmet på alle sine computere og se problemløsninger der er specifikke for den enkelte pc.

Det nye program er en forlængelse af den Fix It knap, som siden sidste år er dukket op i mange af Microsofts hjælpedokumenter. Fix It knappen linker til et færdigt script, som du kan downloade og køre for at løse en bestemt opgave - f.eks. tilføje et Internet Explorer ikon til skrivebordet.

Scriptet kan enten afvikles direkte eller gemmes og køres på en anden computer, hvis problemet f.eks. er, at man ikke kan komme på nettet med maskinen.

Microsoft har længe arbejdet med at indbygge en form for for proaktiv problemløsning i sine produkter, så de selv er i stand til at spotte og forebygge mulige problemer. Det kan f.eks. være en konflikt mellem to drivere eller en situation, hvor harddisken er ved at løbe tør for plads.

Fix It understøtter både Windows XP (SP3), Vista, Windows 7 og Windows Server 2003 og 2008.