Ny pris: 50.000 dollar til årets sladrehank

Det amerikanske finanstilsyn kvitterer kontant for oplysninger, der kan afsløre finansfusk. Ny prisuddeling viser, at det kan godt betale sig at være whistleblower i USA.

Virksomhedernes whistleblowers kaldes populært "sangfugle" på dansk. Her ses en rigtig en af slagsen, en gærdesmutte i Nordsjælland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steffen Ortmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En lang række af de sager, som det amerikanske finanstilsyn forfølger, ville aldrig være blevet til noget, hvis ikke en insider - eller en såkaldt whistleblower - havde tippet dem. Den erkendelse får nu tilsynet Securities and Exchange Commission (SEC) til for første gang at uddele en pris for det gode arbejde.

Ifølge det amerikanske nyhedssite CNN er årets whistleblower nu fundet, og den heldige "sladrehank" kan se frem til et kontant håndtryk på 50.000 dollar (300.000 kroner). Hvis man gerne vil vide, hvem vinderen er, får man dog en lang næse.

Hvem der får SECs whistleblower-pris, er nemlig en godt bevaret hemmelighed. Det eneste, tilsynet vil sige, er, at personen har medvirket til at sætte en stopper for millionsvindel, og at personens betaling udgør 30 procent af den bøde, som sagen indtil videre har udløst i bødesum.

Den såkaldte Dodd-Frank-lov fra 2010 betyder, at SEC må uddele mellem 10 og 30 procent af bødesummen i en sag til den person, der valgte at gå til tilsynet for at anmelde svindlen. Loven ser i SECs optik ud til at virke. I hvert fald melder tilsynet om, at det siden august har fået omtrent otte tip om dagen.

Det er vigtigt, at ansatte reagerer på svindel, siger chefen for tilsynets bedrageriafdeling Robert Khuzami ifølge CNN. Han minder om, at når der er bedrageri, så er der også ofre.

"Det er meget sandsynligt, at mange flere investorer ville have været ofre [hvis ikke svindlen var blevet stoppet, red.]," siger han.

Der har også i år været en række store sager i USA, hvor det var whistleblowere, der satte gang i hjulene. En af de seneste er én, der indtil videre har kostet finanskoncernen Citigroup en milliard kroner. Her valgte en ansat at gå til myndighederne med informationer om, at banken var involveret i ulovligheder i forbindelse med salget af boliglån. Den sag fik den ansatte, der tippede myndighederne, 31 millioner dollar ud af.

Det og lignende udbetalinger får det til at tyde på, at der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem, hvad SEC synes er en superinformant og så det beløb, der ender med at tilfalde sangfuglen efter Dodd-Frank-loven.

I Danmark har whistleblowernes bedrifter også kastet resultater af sig - dog på en anden måde. Danfoss er en af de koncerner, der har en fast ordning, hvor man internt kan "synge" om ulovligheder i virksomheden. Ordningen betød, at Danfoss-ledelsen i 26 tilfælde sidste år valgte at fyre medarbejdere på grund af deres uhæderlige adfærd.

Også i DONG Energy har man oplevet, hvad et tip kan føre til. Det ramte direktionsgangen som en orkan, da bestyrelsesformanden i foråret blev tippet om, at lønningerne var løbet løbsk blandt nogle højtstående ansatte. Det endte i sidste ende med at koste koncernchef Anders Eldrup jobbet.