Ny øl fra Carlsberg til 2.009 kr.

Carlsbergs husbryggeri, Jacobsen-bryggeriet, er klar med luksusøllen Vintage nr. 2 med et prisskilt på 2.009 kr. pr. flaske. Øllen, der bliver sendt på markedet i blot 600 flasker, er en af verdens dyreste øl.

Foto: Søren Bidstrup/Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Trods økonomisk krise og faldende forbrug i det meste af den vestlige verden lancerer Carlsbergs husbryggeri, Jacobsen, nu den anden øl i den såkaldte vintage-triologi, der består af tre luksusøl i den absolut højeste prisklasse. Vintage nr. 1 kom sidste år til den nette sum af 2.008 kr., og vintage nr. 3 kommer på markedet næste år og vil koste 2.010 kr. pr. flaske.

Da Vintage nr. 1 kom på markedet for et år siden, holdt den høje pris ikke køberne tilbage. Spørgsmålet er, om den økonomiske krise har ændret på købernes syn på den dyre øl, og blandt ølentusiaster var der op til lanceringen tvivl om, hvorvidt øllen overhovedet ville komme på gaden.

Nu håber Jacobsen-bryggeriet, at den anden øl i Vintage-triologien vil få lige så stor opmærksomhed blandt ølentusiaster og gourmetrestauranter som den først øl i triologien.

»Den strategiske målsætning er at gøre opmærksom på, hvor eksklusivt øl kan være. Vi vil udfordre de absolutte luksusvine og vise, at luksusøl kan passe fint til markedet for de fineste gourmetrestauranter,« siger brygmester fra Jacobsen-bryggeriet, Morten Ibsen, til Business.dk.

Men findes der overhovedet en øl, som er 2.009 kr. værd?

»Ja, det synes vi. Det afhænger naturligvis af, hvor glad man er for øl. Men smagen på Vintage nr. 2 er helt speciel, og samtidig har den italienskfødte kunstner Marco Evaristti lavet fem specielle etiketter til øllen i kun 125 eksemplar pr. etiket. Under alle omstændigheder kommer fremstillingsprisen op i nærheden af salgsprisen,« siger Morten Ibsen.

Hvorfor laver I overhovedet denne øl, som I ikke kommer til at tjene på, uanset om den bliver en succes?

»Det handler om at vise, hvad øl kan. Vi vil åbne folks øjne for, at øl er andet end en kasse til under 100 kr. Samtidig kan vi forhåbentlig også bruge den viden, vi opbygger i en sådan proces, til andre øl. Grunden til, at øllen er så dyr at fremstille er, at antallet af øl er begrænset, fem brygmestre har været involveret, og vi har blot brugt et enkelt egetræsfad. Hermed er der ikke mange øl at fordele udviklingsomkostningerne på.«

Vintage 2 er en Baltic Porter, som er sort med espressolignende skum. Som det eneste nutidige øl fadlagres det på franske egetræsfade i Carlsbergs grundlægger, J.C. Jacobsens, originale kælder fra 1847. Ifølge Jacobsen-bryggeriet giver øllen en smag af bl.a. vanilje, kakao og kaffe og en aroma af tjære samt tovværk fra en tørverøgede skotske malt, der er blevet fragtet fra Skotland specielt til brug for den nye øl.

Morten Ibsen fortæller, at fem toprestauranter i København har valgt at tage Vintage nr. 2 ind. Derudover kan man købe øllen på nettet. Om de mange smagsnuancer kan få danskerne til at give 2.009 kr. for en øl midt i den værste økonomiske krise i nyere tid, vil vi få besvaret i løbet af de kommende måneder.