Ny nordisk bank stiftet

Den hårdt prøvede danske banksektor får en ny konkurrent, da fem nordiske bank- og finansieringsselskaber er gået sammen om at stifte Ikano bank.

Det skriver borsen.dk, der melder om 470 ansatte i banken, hvoraf de 80 skal arbejde i Danmark.

De fem selskaber bag banken er det danske og norske Ikano Finans, svenske Ikanobank, leasingvirksomheden Finans AB Barck og Ikano Finance Management.

"Vi ønsker med fusionen at styrke vores nordiske position yderligere. Vi har i dag flere nordiske samarbejdspartnere, og vi forventer at indgå flere nordiske aftaler i fremtiden. Gennem en fælles nordisk enhed sænker vi vores omkostninger og får en mere effektiv styring og bedre arbejdsprocesser," siger adm. dir. for Ikano Bank-koncernen, Bo Liljegren, ifølge borsen.dk.

Banken tilbyder blandt andet finansielle serviceydelser som kreditkort, CRM-services og lån til private.

Ikano-koncernen er en gruppe virksomheder, der udspringer af boligmastodonten Ikea.

(RB-Børsen)