Ny Netcom-direktør skal fortsætte Elsbergs genrejsning

Den nuværende topchef i GN Store Nords headset-division har vendt skuden og det arbejde skal nu fortsættes ny direktør.

Mogens Elsberg har været CEO hos GN Store Nord A/S i en årrække og overlader nu stolen til en ny mand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 1. januar 2014 forlader Mogens Elsberg direktørsædet hos GN Store Nords headset-division, GN Netcom, og bliver erstattet af Niels Holst Svenningsen, der kommer til det danske selskab fra et job som regionsdirektør hos Hitachi Data Systems.

Og efter hjemkomsten fra Schweiz til Danmark kigger den nye direktør på et GN Netcom, der - under Mogens Elsbergs ledelse - har gennemgået en imponerende genrejsning over de seneste år. Og det er noget, der er blevet bemærket af den kommende direktør, som håber at kunne ride videre på bølgen fra næste år.

- Den rejse, som GN Netcom har været på de seneste 4-5 år, er i sig selv en fantastisk historie. Det er et meget flot turnaround, og jeg er vildt imponeret over, hvad de har været i stand til. Jeg synes derfor, at det er en rigtig god chance for mig for at være med i en ny succes, når man nu er i et vækstmarked. Jeg håber, at jeg kan bidrage så meget, at det også bliver en rigtig god forretning fremover, siger Niels Svenningsen i et interview med Ritzau Finans.

Mogens Elsberg tiltrådte jobbet som administrerende direktør for GN Netcom i august 2009 efter en hård periode for selskabet. I det senest overståede kvartal dengang - andet kvartal 2009 - var den organiske vækst i GN Netcom således på minus 30 pct., mens driftsmarginen (EBITA) endte på minus 9,9 pct.

Ved udgangen af tredje kvartal i 2013 - det næstsidste med Mogens Elsberg som direktør og omkring fire år efter tiltrædelsen - leverede GN Netcom en organisk vækst på 17 pct., mens driftsmarginen (EBITA) blev på 17,1 pct. For hele 2013 venter GN Netcom samtidig en margin på omkring 18 pct.

Ritzau Finans: Hvordan følger man op på sådan en rejse som ny direktør?

- Lad os konkludere, at det er helt vildt flot. Du har også set udmeldingerne omkring forventningerne til den fremtidige vækst. Hvordan man lige gør det, og om det er "X", "Y" eller "Z" - det vil jeg ikke kommentere, for det har jeg ikke nok indblik til endnu, siger Niels Svenningsen og uddyber:

- Set ude fra føler jeg mig overbevist om, at det arbejde, der skal gøres i GN Netcom her fra, er meget salgs- og markedsføringsorienteret for at få drevet vores målsætning om mere end 10 pct. i organisk vækst, og det tror jeg, at jeg kan gøre, fordi jeg har så meget viden om det i forvejen.

Tiltrædelsesdatoen for Niels Svenningsen i GN Netcom er samtidig startskuddet til den næste strategiperiode for GN Store Nord, der i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal den 15. november udmeldte forventninger til de kommende tre år.

For GN Netcoms vedkommende lyder forventningerne på en gennemsnitlig organisk omsætningsvækst på "mere end 10 pct." om året. Ved udgangen af 2016 skal EBITA-marginen samtidig være på 18-19 pct., mens der sigtes efter et afkast af den investerede kapital på "mere end 55 pct."