Ny Microsoft-chef: Ingen paladsrevolution

Softwaregigantens mange lanceringer til efteråret skal udnyttes i Danmark, mener den nyslåede direktør for den danske afdeling.

Niels Soelberg er ny mand i spidsen for Microsoft Danmark. Han har dog bred, international erfaring, som nu skal udnyttes herhjemme. Foto: Microsoft Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den danske afdeling af den amerikanske softwaregigant Microsoft agter fortsat at markere sig for at skubbe Danmark fremad i teknologiens verden, efter at manden på direktørstolen torsdag blev skiftet ud.

»Der sker ingen paladsrevolution på nogen måde,« fastslår 55-årige Niels Soelberg, som klokken 11.30 torsdag overtog posten som administrerende direktør for Microsoft i Danmark med 400 medarbejdere efter Jørgen Bardenfleth, som rykker til Microsoft International, hvor han skal udsøge de bedste Microsoft-initiativer verden over og lære trickene videre til de øvrige lande.

Internationalt erfaringstilskud

Niels Soelberg har arbejdet for Microsoft siden 2001, de seneste tre år som direktør for Microsofts salg til den offentlige sektor i Europa, Mellemøsten og Afrika.

»Jeg har arbejdet meget internationalt men har med mellemrum også været i Microsofts danske hovedsæde i Hellerup. Nu har jeg rejst i 22 år og har haft 165-180 rejsedage om året fra Sydafrika til Grønland og har derfor udtrykt, at jeg var meget interesseret i at komme tilbage til fædrelandet, så det bliver spændende at komme hjem og bidrage med de internationale erfaringer til den danske organisation - navnlig nu, hvor der er ved at ske store ændringer. Danmark er jo førende på digitalisering, og det skal vi blive ved med at være, og det vil Microsoft gerne bidrage til,« siger Niels Soelberg til Business.dk.

Han mener selv, at han træder til på et særligt spændende tidspunkt.

»I det næste halve år kommer Microsoft med en række nye produkter som Surface-tavle-PCen, Windows 8 og Windows Phone. Jeg har store forventninger til, at de modtages godt i Danmark, og så er det da fantastisk at arbejde for et selskab, hvor så kraftig en udvikling er muligt. Vi skal derfor gøre vort arbejde, og så er det naturligvis op til kunder og brugere at bedømme os,« siger Niels Soelberg.

Har fejret sølvbryllup

Han og Jørgen Bardenfleth har - som han udtrykker det - »sølvbryllup sammen«. De har kendt hinanden, siden de begge arbejdede for Hewlett-Packard (HP), i dag verdens største teknologiproducent.

»Jørgen har gjort et godt stykke arbejde som dansk chef gennem de seneste otte år, og hans nye stilling er en cadeau for den indsats,« siger Niels Soelberg.

Microsoft har været meget synlig og er næsten hver gang blevet sat med i regeringsudvalg m.m., selv om I relativt set ikke er så store i Danmark. Vil du fortsætte den linie?

»Du har ret i, at vi ikke er et stort selskab, men vi er en væsentlig bidragyder til at kunne skabe arbejdspladser gennem vore partnere i Danmark. Danmark ses ude i verden som innovativt - vi har startet Skype, Navision m.m., og det er der stor respekt for. Så det bliver ikke en profilering af Niels Soelberg men derimod at bidrage til samfundet,« siger den nyslåede Microsoft-direktør.

Tre hovedpunkter

Hans arbejdsplan består af tre hovedpunkter:

- At skabe værdi for kunderne i bredeste forstand, nemlig både privatkunder, virksomheder, den offentlige sektor, uddannelsessektoren og sundhedssektoren.

- At være en god arbejdsplads, som fortsat kan trække toptalenter til trods den hårdere konkurrence.

- At være en ansvarlig samfundsbidrager.

Jørgen Bardenfleth vil fortsat arbejde fra Danmark og forbliver derfor som formand for IT-brancheorganisationen IT-Branchen.