Det er en mand med mere end 20 års erfaring, der fra onsdag har overtaget formandsstolen i Dansk Industris branchesamarbejde inden for IT- og televerdenen, ITEK.
Leif Vestergaard, som er administrerende direktør i IT-koncernen EG, blev på ITEKs årsmøde i Industriens Hus valgt som arvtager efter tidligere administrerende direktør for den svenske mobilgigant Ericsson i Danmark, Lars Tofft, som er rykket op i Ericssons internationale arbejde i Stockholm. Lars Tofft har været formand i to år.
Leif Vestergaard er 54 år og har de seneste 11 år siddet i spidsen for EG, gennem hvis systemer bl.a. 80 procent af alle almennyttige boligers data, en tredjedel af alle vagtlægesystemer og 90 procent af alle kirkegårdssystemer kører. Inden da var han i 16 år hos IBM, senest som nordisk salgsdirektør.
Teknologiudvikling øverst på dagsordenen
Den primære opgave for den nye formand bliver at fremme teknologiudviklingen i Danmark.
»Jeg ser frem til at arbejde for, at Danmark bliver det mest attraktive land at drive teknologivirksomhed i og ud fra - for at gøre Danmark rigere,« siger Leif Vestergaard i en kommentar til udnævnelsen.
Næstformand i ITEK er Toke Foss, administrerende direktør for DEIF.
Den 16 mand store bestyrelse har fået to nye medlemmer: administrerende direktør Astrid Joos fra Philips Danmark og administrerende direktør Peter Friis fra Google Danmark.