Ny magtfuld spiller på TV-markedet

”Der er ingen tvivl om, at det vil ruske gevaldigt op i TV-markedet, når der bliver valgt en ny gatekeeper. Når det nye jordbaserede digitalnet går i luften i 2009, mister TV 2 sin monopolstatus som landsdækkende kommerciel tv-station, men allerede nu er markedet ved at indstille sig på den nye konkurrencesituation, hvor TV-reklamen må aflevere betydelige markedsandele til internet-media” siger Anker Brink Lund.

November 2009 slukker signalet fra landets tv-master. Det er det signal, der betyder, at danskere uden kabel-, satellit- eller bredbånds-tv kan modtage tv via en almindelig antenne.

Det analoge signal bliver erstattet af et nyt digitalt sendenet (DTT), der skal opbygges og administreres af en såkaldt ”gatekeeper”. Det er gatekeeperen, der skal sammensætte de tv-pakker, som danskerne kan vælge mellem.

Norske Telenor har ligesom svenske Boxer og TeliaSonera meldt sig som ansøgere i den skønhedskonkurrence som Radio- og TV-nævnet afgør til foråret. Og selvom det nye net først går i luften i 2009 er det allerede begyndt at få indflydelse på tv-markedet. Telenor har således opkøbt attraktive sportsrettigheder med henblik på at styrke deres kandidatur til rollen som gatekeeper.