Lasersensorer, der skal forhindre alvorlige ulykker, bliver installeret som standard i alle fremtidige biler fra svensk-kinesisk Volvo Cars, som dermed bliver den første bilproducent, der tager den nye teknologi i brug i hele vognparken.
Den kommende EX90-model i Volvos flagskibsserie med lanceringsdato 9. november bliver den første, som får indbygget LiDAR-teknologien (»Light Detection and Ranging«). Denne får lysstråler til at skyde tilbage, når de rammer andre ting og sager, hvorved selvkørende biler er i stand til at kunne »se«, hvad der sker på vejene og reagere efter det, uden at der behøver at være lys.