Ny landbrugskrise rammer bankerne

Et boykot fra Rusland er med til at lamme det danske landbrug og give mange landmænd store tab. Flere bankdirektører vurderer, at det vil føre til nye store nedskrivninger i bankerne. Nye krak kan ikke udelukkes.

Landmand Jesper Lyngbak Nielsen i stalden med sin kone, Karina, og børnene William på to et halvt år og Christian på to måneder. Jesper Lyngbak Nielsen er blandt de landmænd, der holdes i live af sin bank. Læs interviewet med ham på næste side. Foto: Robert Attermann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mange danske landmænd er banket i knæ og truet af konkurs. Det er Ruslands stop for import af fødevarer fra EU og en mindsket kinesisk efterspørgsel efter fødevarer, der har givet faldende priser på svinekød og mælk. Også kornpriser og minkpriser er faldet.

Krisen truer nu igen bankerne, der har 102 mia. kr. i lån til landbruget. Det var ellers begyndt at se bedre ud, men nu breder alvoren sig, og i sidste uge har Jyske Bank og Sydbank nedskrevet snesevis af millioner på landbruget. Ifølge Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank, truer konkurserne: »Det er alvorligt. Landbruget er jo uden selv at ville det udkommanderet som økonomiske soldater under handelskrisen. Det kan blive rigtig alvorligt, hvis den her handelskrise ikke snart finder sin afslutning. Hvis ikke, vil det være de svageste, der ikke kan klare situationen. Det er ca. en tredjedel, der hænger med en vis legemsdel i vandskorpen. Hvis de ikke tjener penge nu, vil der blive kigget på dem med strenge øjne i realkreditinstitutterne,« siger bankdirektøren.

Bankekspert Nicholas Rohde fra Niro Invest har for Berlingske Business fundet de banker, der har mest på spil i landbruget. Tallene viser, at bankernes lån er faldet fra 147 mia. kr. i 2008 til 102 mia. kr. i 2013, hvoraf en stor del af faldet skyldes nedskrivninger på overbelånte landbrug. Men situationen kan nu igen blive alvorlig:

»Sektoren har været indstillet på, at der ikke skal ske nye bankkrak, men ultimativt kan det ikke fuldstændig afvises. Har en bank en lille solvensoverdækning er der ikke plads til ret mange yderligere nedskrivninger,« siger Nicholas Rohde. Også Ulrik Nødgaard, direktør i Finanstilsynet, forudser nye store nedskrivninger: »Hvis det her bliver længerevarende og rammer landbrugets indtjening, kan de landbrugstunge banker få nye større nedskrivninger.«

Ifølge Videncentret for Landbrug under Landbrug & Fødevarer bliver situationen for landmændene blot værre i 2015. Centret vurderer, at en gennemsnitlig heltidsbedrift vil opnå et driftsresultat – resultat før aflønning af ejerens arbejdskraft og egenkapital – på ca. 200.000 kr. i 2014 og et nulresultat i 2015.

Den nyudnævnte direktør for Landbrug & Fødevarer, tidligere justitsminister Karen Hækkerup, er bekymret: »15 pct. af landmændene har en dyster fremtid foran sig. De kan sagtens blive nødt til at lukke, hvis ikke priserne retter sig. Det er hjerteskærende, at landmænd står op til en lang arbejdsdag og om aftenen lægger hovedet på puden vel vidende om, at de kun får et større underskud,« siger Karen Hækkerup. Hun opfordrer til politiske indgreb, som kan støtte landbruget, f.eks. mulighed for at oplagre svinekød, eksportfremstød til Sydamerika og mulighed for at gøde markerne mere. Fødevareminister Dan Jørgensen(S) har ikke ønsket at kommentere nødråbet fra landbruget.