Ny kundeklage over Jyske Bank: Pensionist føler sig »overtalt« til dårlig investering

En ældre pensionist klager nu over Jyske Banks håndtering af en sag, hvor han har et forventet tab på 1,6 mio. kr. I sidste uge klagede en anden Jyske Bank-kunde til Finanstilsynet i samme sag. Advokat varsler nu flere klagesager.

Et af tårnene dukker op bag valmuerne i Abengoas solcellepark »Solucar« i Sanlucar la Mayor tæt på den andalusiske hovedstad Sevilla.Foto: Marcelo del Pozo/Reuters
Læs mere
Fold sammen

Flere kunder i Jyske Bank mener, at storbanken har snydt dem i forbindelse med investeringer i et nødlidende spansk selskab.

I sidste uge kunne Berlingske fortælle, at advokat Karoly Németh på vegne af en klient har klaget til Finanstilsynet over Jyske Banks anbefaling og salg af virksomhedsobligationer i det kriseramte spanske selskab Abengoa. Nu melder endnu en utilfreds kunde sig.

Det drejer sig om en ældre pensionist fra Lyngby, der har et forventet tab på 1,6 millioner kroner på investeringen i Abengoa, som han blev rådgivet til at foretage af Jyske Bank.

»Jeg har været kunde i Jyske Bank i omkring 30 år, og jeg føler, at tilliden til dem nu er bristet. De har ikke behandlet mig ordentligt, og jeg synes ikke, at jeg har fået den investorbeskyttelse, som jeg har krav på,« siger pensionisten, som ikke ønsker at stille op i Berlingske med navn.

Jyske Bank-kunden fra Lyngby har i en klagesag forgæves forsøgt at få Jyske Bank til at tage del i det tab, som han har lidt på investeringen. Berlingske har læst korrespondancen med Jyske Bank, hvoraf det fremgår, at investeringen i Abengoa er foretaget af to omgange den 6. marts og den 30. juli 2015 på i alt 1,6 millioner kroner.

Drastisk kursfald

»Jeg har tidligere tabt penge på investeringer, men det har været inden for, hvad jeg måtte tåle. Jeg mener, at det her papir har været en meget tvivlsom investering, og derfor undrer jeg mig over, at Jyske Bank så stærkt har anbefalet at investere i virksomheden. Kursen faldt drastisk lige efter mit andet køb den 30. juli. Jyske Bank overtalte mig til investeringen, og burde tage deres ansvar på sig,« siger manden.

Af korrespondancen med Jyske Banks advokat, Michael Friis, fremgår det dog, at banken ikke kan genkende den beskrivelse:

»Jeg må afvise din beskyldning om, at du skulle være blevet »overtalt« til at købe Abengoa. Beslutningen om at investere i Abengoa har været din egen beslutning – på baggrund af bankens rådgivning. Igen må jeg afvise, at investorbeskyttelse er lig med ingen risiko for tab,« skriver Michael Friis, der afviser at kompensere den vrede kunde:

»Uanset den negative udvikling, der beklageligvis har været i Abengoa og dermed i din investering i selskabet, må vi fastholde, at banken har overholdt investor­beskyttelses­bekendtgørelsen. Banken har ikke handlet ansvarspådragende i forbindelse med den investeringsrådgivning, du har fået, og vi kan derfor desværre ikke tilbyde at tage del i det tab, du har lidt på din investering i Abengoa,« lyder afvisningen fra advokaten.

Abengoa er netop nu ved at finde investorer til en gigantisk restrukturering af det konkurstruede firma, som er blevet kaldt Spaniens flagskib inden for vedvarende energi. I april fik selskabet mere tid til at finde penge til en redningsplan på næsten 10 mia. euro (75 mia. kroner)

»Jeg kan tåle tabet uden at skulle gå fra hus og hjem. Men jeg mener, at det er fuldstændigt irrelevant for denne sag. Det er princippet i, at Jyske Bank har overtalt mig til investeringen. De burde tage ansvar for at have overtalt mig og andre kunder til at foretage en tvivlsom investering i dette selskab,« siger han.

Advokat Karoly Németh beskyldte i sidste uge i Berlingske Jyske Bank for at have tørret bankens eget tab af på den nødlidende virksonhed ved blandt andet at sælge til hans klient. En kritik som Jyske Bank har afvist.

Karoly Németh har læst klagen fra pensionisten i Lyngby, og han oplyser, at han derudover har fået flere henvendelser fra utilfredse kunder:

»Jeg har fået to-tre relevante henvendelser oven på Berlingskes artikel fra andre Jyske Bank-kunder, som efter råd fra banken har investeret i Abengoa og tabt penge på samme måde og nogenlunde samme tidspunkt,« siger Karoly Németh og tilføjer:

»Der har været system i det – det er jeg ikke i tvivl om. Henvendelserne bestyrker mig i mistanken om, at banken systematisk har solgt ud af sin egenbeholdning til en række kunder,« siger Karoly Németh, som nu sender et opfølgende brev til Finanstilsynet, der i forvejen behandler en klagesag om bankens rådgivning og salg af virksomhedsobligationer i Abengoa.

Risikofyldt investering

Advokat Michael Friis fra Jyske Bank ønsker ikke at kommentere de konkrete sager om dårlige investeringer i Abengoa:

»Men helt generelt kan jeg sige, at der ingen tvivl er om, at det er en risikofyldt investering. Vores analyser har også gjort opmærksom på, at det er en risikabel investering, men at den giver et godt såkaldt risikojusteret afkast,« siger Michael Friis og tilføjer:

»En investering i Abengoa har givet en høj rente, og det hænger jo sammen med, at der også er en høj risiko. Det står tydeligt i de analyser, som vores kunder har fået udleveret. Det siger noget om, at de her kunder er villige til at løbe en vis form for risiko for en del af deres portefølje.«

Michael Friis understreger, at virksomhedsobligationerne kun er blevet solgt til kunder med en vis formue:

»En investering i Abengoa har typisk været i stykstørrelse af 100.000 euro, så det er altså ikke hvem som helst, der har investeret i virksomheden. Det er ikke fordi, at vi synes, at det er specielt rart, at vores kunder taber penge, men vi har haft en efterspørgsel efter denne her form for investering. Du får ikke otte-ni procent i rente uden at løbe en høj risiko, og vi har netop koblet vores købsanbefaling sammen med den høje risiko. Men derfor er vi naturligvis altid kede af det, når vores kunder taber penge.«