Ny jernbane over Køge

Transportminister Flemming Hansen (K) hælder til en ny jernbanelinie til Ringsted via Køge. Ifølge ministeren afgør Femern-broen den årelange diskussion om, hvordan flaskehalsen mellem Høje Tåstrup og Hvidovre skal fjernes.

I øjeblikket er der undersøgelser i gang af både en ny dobbeltsporet jernbane mellem København og Ringsted og af et såkaldt femte spor mellem København og Høje Tåstrup. Men ifølge transportministeren er der ingen grund til at bruge penge på at undersøge løsningen med det femte spor efter aftalen om Femern-broen. Det skriver ing.dk.

Det betyder dog ikke, at undersøgelsen af det femte spor stopper umiddelbart. Folketinget har nemlig vedtaget en lov, der kræver VVM-undersøgelser af begge løsninger, og det forlig kan ministeren ikke bryde. Dog udtrykker Flemming Hansen et forsigtigt håb:

”Det kunne være, at Folketingets partier kom og sagde, at vi skulle kigge på det igen,” siger han ifølge ing.dk.

Femern-aftalen betyder, at jernbanen til den kommende bro skal have to spor og være elektrificeret. Derfor er der ingen grund til at undersøge, om der kan klemmes et ekstra spor ind ved siden af de to fjerntogsspor og de to S-togsspor mellem Høje Tåstrup og Hvidovre.

Der har været store diskussioner om en linieføring, der kan sende flere tog fra Hovedstaden og ud i landet. I 1990’erne blev begge linieføringer undersøgt grundigt uden at det ledte til en politisk beslutning. Der er afsat 270 mio. kr. til at lave VVM-høringerne om de to løsninger.