Ny hjemmeside vil afsløre tvivlsomme butikker

Danske internetbutikker med dårlig kundeservice, klagesager og kritisk omtale på samvittigheden bliver fra i dag sat i offentlig gabestok på en ny internetportal. Portalen møder kritik fra branchen.

Det skriver metroXpress.

Trustpilot.dk, som siden hedder, indeholder oplysninger om flere end 2.000 virksomheder og vil advare internetbrugere mod at handle i butikker med en plettet fortid. Oplysningerne hentes blandt andet fra afgørelser i klagenævn samt presseomtale.

»Hvis folk har haft en god eller dårlig oplevelse med et firma, fortæller de det typisk videre til deres venner. Vi går skridtet videre og fortæller det til hele Danmark. Virksomhederne skal kunne mærke konsekvensen, når de ikke opfører sig ordentligt« siger Peter Holten Mühlmann, der er direktør for Trustpilot.dk

Hjemmesiden fungerer som et gratis arkiv, hvor man kan søge på de enkelte firmanavne. Siden tilbyder også et program, der automatisk advarer, når man bevæger sig ind på en sortlistet forretnings hjemmeside.

Foreningen for Distance- og Internethandel er skeptisk overfor det nye tilbud, som direktør Morten Kamper betegner som unødvendigt.

»Jeg frygter, at det kan skabe noget unødig støj, som kan skræmme folk fra at handle på nettet på et alt for tyndt grundlag. Vi har en rigtig god forbrugerbeskyttelse i Danmark, og jeg kan simpelthen ikke se, at der er et behov for det her,« siger han.

Trustpilot.dk har ingen forældelsesfrist for oplysninger, og især det, vækker Morten Kampers kritik

»Det er ikke fair at man skal betale for en enkelt fejl eller to i al evighed. Selv hvis man begår vold bliver det jo slettet fra straffeattesten på et tidspunkt,« siger han.

Græsrodsorganisationen Danmarks Aktive Forbrugere er derimod positive over for den nye hjemmeside. Men troværdigheden skal være i top, ellers mister den effekt, advarer Danmarks Aktive Forbrugere.

Kilde: Metroxpress