Ny flyrute bliver verdens længste: 17 timer i fly

Passagerer, der skal fra England til Australien, kan nu se frem til at få skåret mellemlandingen fra. Australsk flyselskab planlægger at åbne 17 timers flyrute mellem de to lande.

Foto: QANTAS. Verdens længste: Passagerer, der skal fra England til Australien, kan nu se frem til at få skåret mellemlandingen fra. Australsk flyselskab planlægger at åbne 17 timers flyrute mellem de to lande.
Læs mere
Fold sammen

Servicemeddelelse til alle passagerer: »Husk en god bog.«

17 timer er afsindigt lang tid i et fly, men ikke desto mindre er det tiden, som det australske flyselskab Qantas planlægger at bede passagerer opholde sig i et fly, når de åbner deres nye rute mellem London og Perth i marts 2018. Det skriver engelske BBC.

Den 14.500 kilometer lange flyvetur fra det vestlige Australien til Storbritanniens hovedstad skal tilbagelægges i et Boeing 787-9 Dreamliner fly.

»Da Qantas skabte »Kænguru-ruten« til London i 1947, tog det fire dage og ni stop. Nu tager det kun 17 timer fra Perth non-stop,« siger Qantas administrerende direktør Alan Joyce til BBC.

»Det er en god nyhed for rejsende, fordi det vil gøre det lettere at komme til London. Det er en god nyhed for Vestaustralien, fordi det vil bringe arbejdspladser og turisme. Og det er en god nyhed for nationen, fordi det vil bringe os tættere på en af ​​vores største handelspartnere og kilder til besøgende,« fortsætter han.

Turen fra London til Perth bliver den længste kommercielle flyvetur i verden, en rekord der hidtil har tilhørt Emirates Airlines-ruten mellem Dubai og Auckland. En tur på 16,5 timer.

Den australske minister for turisme, Steven Ciobo, fortæller til BBC, at Perth skal fungere som en port til resten af det australske kontinent, og at den nye rute vil øge beskæftigelsen og turismen i Australien, en sektor, der vokser tre gange hurtigere end resten af ​​den nationale økonomi og understøtter 580.000 arbejdspladser.

Briterne er allerede den tredjestørste gruppe af internationale turister i Australien med 660.000 besøgende sidste år.

Qantas-Dreamlineren vil medtage 236 passagerer pr. rute.