Ny fængselsdom til Klaus Riskær

Den bedrageridømte finansmand Klaus Riskær Pedersen får endnu en fængselsdom til samlingen. Denne gang på 14 måneder.

Klaus Riskær Pedersen har siddet fængslet for bedrageri. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Der blev torsdag uddelt en fængselesstraf på et år og to måneder til finansmanden Klaus Riskær Pedersen, da Københavns Byret afsagde dom i sagen mod ham.

Fængselsstraffen er ubetinget.

Klaus Riskær Pedersen afsoner i øjeblikket en dom på seks år fra 2008, og den nye straf bliver lagt oveni.

Siden 1. marts har Københavns Byret behandlet sagen mod erhvervsmanden Klaus Riskær Pedersen, der stod anklaget for uberettiget at have fået ubetalt et beløb på 539.062 kroner fra et konkursbo samt at drive virksomhed, selvom han havde forbud mod det.

Retten fandt ham torsdag skyldig i begge forhold, og Klaus Riskær ankede på stedet til frifindelse.

Sagens omdrejningspunkt er den dom, som 56-årige Riskær fik i 2007 for omfattende skyldnersvig. Her blev han idømt syv års fængsel, men dommen blev efterfølgende anket til Østre Landsret, der i 2008 nedsatte dommen til seks års ubetinget fængsel og et forbud mod at være direktør eller bestyrelsesmedlem i noget selskab.

Det er blandt andet sidstnævnte del af dommen, som Københavns Byret torsdag har taget stilling til. Anklageren mener, at Klaus Riskær har spillet en for stor rolle i tre selskaber, heriblandt Hjemmehjælpen Aps, selvom han havde forbud mod at drive virksomheder.

I øjeblikket afsoner Klaus Riskær dommen fra 2008 i Statsfængslet i Sdr. Omme.