Ny EU-dom bevarer nationale spilmonopoler

En ny EU-dom kan få stor betydning for bookmakere på nettet. EF-domstolen har afgjort at de nationale spilmonopoler kan opretholdes.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Danmark har Danske Spil monopol på spillemarkedet og det er således forbudt at spille hos udenlandske bookmakere, ligesom det heller ikke er tilladt for danske medier at bringe annoncer for spillefirmaerne. En dom fra EF-domstolen slår nu fast, at denne form for nationalt spillemonopol er i overensstemmelse med EU-reglerne.

Det var den portugisiske fodboldliga og firmaet bwin, der har klaget i fællesskab til EF-domstolen for at få ophævet tipsmonopolet.

Men domstolen mener, at internet-spil er forbundet med en ”anderledes og større fare for bedrageri og anden kriminalitet” end andre tjenesteydelser og derfor har de enkelte medlemslande frie hænder til at indføre begrænsninger på denne form for spil.

Portugal har anført, at spillemonopolet skal begrænse risikoen for kriminalitet, f.eks. hvidvaskning af penge, og EF-domstolen mener at denne begrundelse er tilstrækkelig til at retfærdiggøre et forbud mod udenlandske bookmakere.

Det europæiske forbund af statslige tipsudbydere betegner afgørelsen som en ”stor sejr” for de statslige lotterier. Nu kan de enkelte EU-lande frit vælge at forbyde alle andre aktører end deres egne statslige selskaber. Bwin vil kæmpe videre og forsøger i øjeblikket at bryde det hollandske spillemonopol.

I dag er holdningen til pengespil på internet meget forskellig i de enkelte EU-lande. Italien er på vej til en fuldstændig liberalisering af markedet, mens Tyskland holder fast i streng kontrol.

I Danmark vil regeringen liberalisere tipsmonopolet og give udenlandske bookmakere adgang til markedet mod afgifter. Det kræver dog, at de udenlandske firmaer søger om licens og underkaster sig dansk lovgivning og dansk kontrol.

Planen er at danskernes adgang til udenlandske internetcasinoer og bookmaker-sites, som ikke lader sig kontrollere, slet og ret skal blokeres.

Blokeringen skal gennemføres ved, at teleselskaberne pålægges at indsætte en DNS-spærring overfor navngivne sites - altså på samme måde, som der i dag blokeres for adgangen til Pirate Bay, sådan som teleselskaberne er blevet dømt til at gøre det. Men der er allerede rejst tvivl om blokeringens juridiske holdbarhed.