Ny ejer skyder trecifret millionbeløb i Libratone

Den hurtigtvoksende danske producent af trådløse højttalere sigter nu mod børsnotering i Hong Kong.

Asiatiske aktionærer invester et trecifret millionbeløb i den danske producent af trådløse højttalere Libratone, der ledes og drives af serieiværksætteren Tommy Andersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Asiatiske aktionærer invester et trecifret millionbeløb i den danske producent af trådløse højttalere Libratone.

Libratone, der ledes og drives af serieiværksætteren Tommy Andersen, fik sit gennembrud for nogle år siden, da Libratones trådløse højttalere blev taget på programmet i Apples forretninger verden over på grund af deres funktionaliteter, lydkvalitet og skandinaviske design.

Siden har Libratone integreret sine højttalere til andre mobile enheder på andre platforme – senest er det blevet muligt at forbinde dem direkte til musiktjenesten Spotify. Libratone udvikler og designer trådløse lydsystemer, som streamer musik fra blandt andet smartphones, tablets, Mac og PCer. Højttalerne produceres i Indonesien og Ungarn.

»Den nye ejerkreds investerer i at bringe Libratone-brandet frem til en global førerposition. De tilfører finansielle og forretningsmæssige ressourcer, så Libratone kan skrue op for både produktinnovation, geografisk ekspansion og brand building. Vi får nu de optimale betingelser for at realisere virksomhedens fulde potentiale på verdensplan,« siger Tommy Andersen.

Libratone har netop lanceret sine lydsystemer i Kina. I forvejen sælges de i Sydkorea, Japan og Taiwan og i øvrigt i Europa og USA.

Den nye ejerkreds vil sætte yderligere turbo på væksten og mangedoble virksomhedens omsætning, Målet er at børsnotere Libratone i Hong Kong inden for en kortere årrække. Libratone ventes at omsætte for 100 millioner kroner i år.

»Vi har valgt asiatiske investorer, fordi vores produkter i høj grad tiltaler det asiatiske publikum,« forklarer Tommy Andersen, 47 år, der fortsætter som direktør og investor i selskabet.

Libratone blev grundlagt i 2009 og lancerede sin første højttaler i slutningen af 2010. Siden har virksomheden haft en gennemsnitlig årlig omsætningsvækst på 60 procent.

Med ejerskiftet træder venturefonden Seed Capital ud af Libratones ejerkreds. Seed Capital kom ind ved Libratones første eksterne finansiering i december 2010 og er ved yderligere kapitaltilførsler blevet den største enkeltaktionær: »Vi er stolte over at have været med på tre års rejse, hvor Libratone er gået fra at være en iværksættervirksomhed til at blive en ubestridt succes,« siger general partner Lars Andersen fra Seed Capital.

Libratones ledelse og medarbejdere fortsætter uberørt af ejerskiftet. Libratone har cirka 50 medarbejdere på fem lokationer: Hovedsædet i København, R&D- og logistikcentret i Skive, det nordamerikanske salgs- og servicecenter i Boston, Massachusetts, salgskontoret for Mellemøsten i Dubai samt det nyåbnede Asien-salgskontor i Shanghai, Kina

Den 47-årige Tommy Andersen stiftede for 15 år siden firmaet Embedit, som producerede indlejret software. Det solgte han sammen med en medinvestorer til en norsk koncern i 2007. Siden har han været business angel og serieinvestor. Han har også interesser i en række andre mindre software-virksomheder.