Ny DSB-direktør svinger sparekniven

DSBs nye topchef, Jesper Lok, står i spidsen for en spareplan, der skal nedbringe selskabets underskud. Barbering af medarbejderstaben på 1.000 stillinger bliver ikke vel modtaget

Det er en tung dag for mange ansatte i DSB, hvor over 100 medarbejdere bliver fyret som en del af en større spareplan, der inden 2014 vil betyde 1.000 færre stillinger i DSB. Fold sammen
Læs mere

Blot en uge efter at han tiltrådte jobbet som administrerende direktør i DSB, er Jesper Lok i gang med at gennemføre en omfattende fyringsrunde.

Timingen for fyringerne, der har været planlagt siden efteråret, siger en del om de udfordringer, DSB står overfor.

Netop i dag må en del af administrationen holde for, da flere end 100 medarbejdere bliver fyret som del af en samlet barbering af medarbejderstaben på 1.000 af samlet 10.000 stillinger frem til 2014.

Planen er, at selskabet skal spare en milliard kroner om året fra udgangen af 2014, og på medarbejdersiden rejser det store forventninger til den nye topchef.

»Jeg har meget store forventninger til, at Jesper Lok er i stand til at rette op på virksomheden. Men jeg har også en forventning om, at han er en erfaren erhvervsmand, som forstår, at man ikke bare kan reducere i omkostninger, men at man også er nødt til at satse på at tjene flere penge. Og det må vi jo prøve at lægge arm med ham om,« siger Andreas Hasle, formand for HK Trafik og Jernbane og tilføjer:

»Han har brug for, at der er forståelse blandt medarbejderne for den forandring, der skal ske i DSB. Og hvis folk oplever, at det kun handler om at skære ned i personalet, får han ganske enkelt et problem.«

Svag økonomi og krav om vækst

Velkomsten fra Dansk Jernbaneforbund er mindre konfronterende, men formand Ulrik Salmonsen benytter lejligheden til at understrege, at der bestemt ikke kan skæres mere på hans område.

»Hvis vi skal reducere yderligere på mandskabet, må vi indskrænke togdriften, for så har vi simpelthen ikke medarbejdere nok til at køre togene,« siger Ulrik Salmonsen.

Samlet kan DSBs udfordringer ifølge lektor Harry Lahrmann samles i tre klumper.

»Den ene udfordring er at få styr på økonomien. Det andet er, at antallet af person-kilometer skal fordobles inden 2030. Som det sidste skal der ske store anlægsarbejder på skinnerne de kommende år. Det må siges at være nogle store udfordringer,« siger Harry Lahrmann, lektor ved trafikforskningsgruppen på Aalborg Universitet.

DSBs nye administrerende direktør, Jesper Lok, har ikke ønsket at kommentere sagen på nuværende tidspunkt, men i et indstik til personalebladet »DSB i Dag« giver han udtryk for, at situationen i DSB kræver handling.

En usund virksomhed

»DSB skal være en sund virksomhed med en bæredygtig økonomi og tilfredse kunder. Det er vi ikke i dag, hvor der både er røde tal på bundlinjen og en stigende utilfredshed blandt kunderne. Vi er ikke konkurrencedygtige i dag. Der er en forventning fra vores kunder og ejer om, at vi får rettet op på det,« siger den nye topchef i personalebladet.

Han uddyber det således:»Det er ikke en givet ret, at DSB skal køre tog i Danmark. Risikoen for, at Transportministeriet vælger en anden operatør, er bestemt til stede, hvis vi ikke viser bedre resultater.«

DSB oplyser, at man vil være mere meddelsom, når fyringsrunden er overstået.