Ny digital signatur forsinket

Den skulle have gjort livet lettere for danskerne allerede til efteråret - men nu ser det ud til, at den nye digitale signatur er forsinket.

Danskerne skulle have haft en ny digital nøgle meget snart. Men den bliver forsinket. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Meilvang
Selv om den har været længe undervejs, ser den nu ud til alligevel at blive forsinket. Den nye digitale sigantur, der ellers skulle have gjort det mere overskueligt at logge ind i både netbanken og mange andre steder, ser nu ud til først at komme i drift næste år. Det skriver 24timer.

Den nye digitale signatur skulle således have erstattet både de nuværende netbanknøgler og den nuværende digtale signatur, som tidligere var distribueret af TDC.

Den nye signatur udvikles af selskabet DanID, der hører under bankerne, og er i sin konstruktion langt mere sikker end de nuværende digitale kodefiler, fordi den blandt andet baserer sig på et system af engangskoder.

Den nye digitale signatur er en nødvendighed, fordi det er blevet mere usikkert at begå sig på nettet. De nuværende kodefiler er næsten umulige at knække i sig selv - men via forskellige værktøjer kan de overvåges og 'stjæles' af hackere, hvis brugeren er uforsigtig på nettet. Det kan den kommende digitale signatur ikke.

Det ser umiddelbart ud til, at de første danskere først får den nye signatur i hænderne i februar næste år.