LEGO er indbegrebet af en familieejet virksomhed, og sådan skal det helst blive ved med at være ifølge familieoverhovedet Kjeld Kirk Kristiansen, der selv i mange år stod i spidsen for virksomheden.
Men hvis andre ejerforhold er det rigtige for virksomheden, vil Kjeld Kirk Kristiansen ikke forhindre et delvist salg eller en børsnotering i fremtiden.
Det fortæller han ifølge Finans.dk i bogen »Et liv med LEGO«, som udkommer i næste uge, og hvor han selv medvirker.
I bogen, der af forlaget beskrives som en dansk slægts-, erhvervs- og kulturhistorie, kommer det også frem, at Kjeld Kirk Kristiansen har etableret en fond med navnet »Kjelds Fond«, hvor der skal sidde »tre uhildede bestyrelsesmedlemmer, hvis opgave det er at tage stilling til eventuelle fundamentale uenigheder i det aktive ejerskab af LEGO i fremtiden«.
»Kjeld Fond« er imidlertid ikke nogen helt ny opfindelse. I et interview med Berlingske for fire år siden delagtiggjorde Kjeld Kirk Kristiansen offentligheden i nogle af sine tanker om fremtiden for LEGO.
»Så længe jeg lever, har jeg temmelig meget indflydelse, men vi etablerer en ny, lille, meget mere anonym fond, der sammen med den mest aktive ejer kan call the shots i en kritisk situation. Indtil videre har vi kaldt den »Kjelds fond«,« sagde Kjeld Kirk Kristiansen dengang til Berlingske.
Kjeld Kirk Kristiansen er stadig engageret i LEGO, men posterne som bestyrelsesformand for LEGO Fonden og LEGO A/S er overdraget til sønnen Thomas Kirk Kristiansen.
Senest er det også kommet frem, at Thomas Kirk Kristiansen i foråret 2023 overtager posten som bestyrelsesformand for familiens pengetank Kirkbi efter sin far.
Bogen »Et liv med LEGO« er skrevet af Jens Andersen, der i mange år var litteraturredaktør på Berlingske, og som er forfatter til en stribe biografier om blandt andre Tove Ditlevsen, Astrid Lindgren, Tom Kristensen og H.C. Andersen.