Ny app betaler dig for at gå

En ny digital valuta har set dagens lys. Og til forskel fra de allerede kendte kan den udløses ved fysisk bevægelse.

Foto: Marie Hald. Nu kan du tjene penge på at tage familien med ud på en rask gåtur.
Læs mere
Fold sammen

Stor computerkraft er ikke længere nødvendig for at generere alternativ værdi på internettet – en ny krypto-valuta i stil med Bitcoin kan nemlig mines med fysisk bevægelse. Det skriver BBC ifølge Version.dk.

Valutaen kaldes Bitwalking Dollars, og den fungerer ved, at en smartphone-applikation tæller brugerens skridt. Hvert skridt genererer ny Bitwalking-valuta, som overføres til brugerens pung, hvorfra de digitale penge kan bruges eller byttes.

Ligesom Bitcoin gør Bitwalking brug af blockchain-teknologi til at verificere transaktioner, og til en start kan de opsparede Bitwalking Dollars bruges i en onlinebutik – eller simpelthen veksles 1:1 til amerikanske dollars.

Man skal dog være flittig motionist for at blive rig af Bitwalking. Det kræver nemlig omkring 10.000 skridt at opspare en dollar eller godt syv danske kroner.

Investorer har indtil videre skudt i omegnen af 70 millioner kroner i Bitwalking-projeketet, og den japanske teknologi-gigant Murata er i gang med at udvikle et tracking-armbånd, der kan tælle skridt og måle, hvor mange Bitwalking-dollars en bruger har genereret.

Folkene bag Bitwalking arbejder på partnerskaber med blandt andet fitness-virksomheder og forsikringsselskaber, ligesom det på sigt er planen at gøre det muligt for arbejdsgivere at koble sig på systemet for at belønne fysisk aktive medarbejdere.

Deltag i debatten hos Version2.dk.