Nunaminerals tror på grønlandsk "guldklump"

Det grønlandske mineralefterforskningsselskab Nunaminerals oplyser, at Nuukfjord Gold Mines Ltd. har gennemført due diligence af den 1277 kvm store Nuuk Guldprovins med positivt resultat.

- Vores due diligence af Nuuk Guldprovins har bekræftet, at dette underefterforskede område har et stort potentiale for at indeholde økonomiske forekomster af guld. Hertil kommer, at vi i Nunaminerals har en velrespekteret og professionel samarbejdspartner der gør at vi kan have forventninger om en efterforskningsmæssig succes. Vi ser frem til en succesrig fremtid i Grønland, der er et attraktivt område for mineralefterforskning, siger Neil Briggs, direktør iNuukfjord Gold Mines.

På samme måde ser Nunaminerals fremtidige muligheder i det konstaterede guldpotentiale.

- Vi noterer med tilfredshed at Nuukfjord Gold Mines Ltd. - ligesom vi - ser store muligheder i det konstaterede guldpotentiale i Nuuk Guldprovins. Vi vil gennemføre yderligere kerneboringer i Nuuk Guldprovins allerede i indeværende efterforskningssæson og glæder os til at kunne gå i gang med et omfattende feltprogram i 2010” siger Ole Christiansen, adm. direktør for Nunaminerals A/S.

RB-Børsen