Nul coronakrise hos dansk gigant: Sælger for 2,4 milliarder kroner om ugen

Det danske medicinalflagskib Novo Nordisk buldrer af sted og har i årets første ni måneder solgt for næsten 95 milliarder kroner. Det er over fem milliarder kroner mere end i den tilsvarende periode af 2019, hvor Novo for hele året satte omsætningsrekord med et samlet salg på mere end 122 milliarder kroner.

Mens driftsindtjeningen i mange af landets store virksomheder svinger meget fra år til år, har Novo Nordisks indtjening udviklet sig bemærkelsesværdigt stabilt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Der er fuld fart på Novos berømte salgsmaskine, der ikke lader sig bremse af, at den samlede verdensøkonomi vakler.

Trods coronakrisens globale hærgen går det mildt sagt strygende med at få afsat den danske medicinalkæmpes diabetesmidler.

Af selskabets regnskab for årets første ni måneder fremgår det, at det danske medicinalflagskibs samlede omsætning landede på hele 94,8 milliarder kroner. Det svarer til et gennemsnitligt salg pr. uge på over 2,4 milliarder kroner.

Novo Nordisk har i årets første ni måneder samlet set tjent 32,8 milliarder kroner. Til sammenligning fik Novo 30,2 milliarder kroner i kassen i den tilsvarende periode af 2019.

»Vi er meget tilfredse med resultaterne for de første ni måneder af 2020 trods den negative påvirkning fra covid-19. Stadig flere patienter bruger vores GLP-1-produkter, og vi styrker fortsat vores lederskab på diabetesmarkedet,« siger Novo-topchef Lars Fruergaard Jørgensen i en kommentar til regnskabet.

Novo Nordisk løftede allerede for tre uger siden sløret for, at 2020 stod til at blive et glimrende år.

Da Novo kunne melde om et strålende salg i eftersommeren og en mindre påvirkning fra coronakrisen end ventet, valgte det danske selskab samtidig at opjustere sine forventninger til hele året.

Helt konkret lød budskabet tidligere i oktober, at Novo for 2020 forventer en vækst på mellem fem og otte procent. Selskabet havde tidligere sigtet efter en vækstfremgang på mellem tre og seks procent.

Diabetes er en folkesygdom

Den danske medicinalkoncern har år efter år været i stand til at præsentere overskudsgrader, der selv i medicinalbranchen er helt enestående.

Novo Nordisk sidder sammen med blot to andre selskaber tungt på det globale diabetesmarked, der beløber sig til omkring 500 milliarder kroner.

Markedet er de seneste ti år i gennemsnit vokset med omkring 15 procent om året, hvilket basalt set skyldes, at flere og flere bliver ramt af diabetes.

I dag lever omkring 450 millioner mennesker med sygdommen, hvilket svarer til omkring ni procent af den voksne befolkning.

Derfor bliver der langet masser af diabetesmedicin over disken hos Novo Nordisk, hvilket skæpper godt i det danske selskabs kasse.