Nu vil Vestas fange sine egne guldfugle

Vindmøllefabrikken Vestas går på jagt efter guldet og vil nu ikke længere nøjes med at bygge og sælge vindmøller – man vil også etablere egne parker. Håbet er at score en større del af værdikæden, når det gælder de stadigt flere vindmøller, der sættes op verden rundt.

Erhvervsredaktør Peter Suppli Benson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Måske skal vi tilføje betegnelsen »guldgraver« til vindmøllekoncernen Vestas' bestyrelsesformands visitkort.

For Bert Nordberg, som den svenske bestyrelsesformand hedder, har i noget nær stilhed sat fart i et strategisk kursskifte af de helt store for den danske vindmølleproducent.

Fremover vil Vestas nemlig selv være med til at udvikle vindmølleparker i stedet for »blot« at udvikle og producere vindmøllerne, som projektmagerne stiller op verden rundt.

Problemet for Vestas er, at mens man bruger mange penge på at udvikle og bygge møllerne, er det projektmagerne, f.eks. dem i Ørsted og de gamle guldfugle, som blev sendt ud fra Ørsted, der scorer guldet i form af massive afkast på at udvikle, etablere og sælge vindmølleparker.

Det har Bert Nordberg indset, og derfor vil Vestas ind og have del i ejerskabet og udviklingen af vindmølleparker. Det sker bl.a. via det helt nye ejerskab af udviklingsselskabet Sowitech, og ud over at Vestas kan have håb om, at det bliver deres egne møller, der ender i de »hjemmelavede« udviklingsprojekter, er det først og fremmest det potentielle afkast på projekterne, som man håber at score.

Det er altså et strategiskift af de helt store. Også set i historisk perspektiv. For Vestas har traditionelt holdt rent fokus på at udvikle og bygge møllerne. Man har ikke villet have del i den usikkerhed, der ligger i investeringen i egne projekter.

Den strategi mener man altså nu er »forkert«, og derfor handler man.

Spørgsmålet er så, hvad kunderne siger. For med indtoget i projektverdenen bliver man også konkurrent med en stribe af de kunder, som køber Vestas-møller i tusindvis. Så det er en ambitiøs og potentiel guldrandet beslutning, som Bert Nordberg og Co. har taget. Men den bliver ikke let at lykkes med.

Det diskuterede vi også på Business-redaktionen i denne uge:

Hvidvasksagen, der aldrig slutter

Nu havde der ellers lige været roligt om Danske Bank og hvidvasksagen i nogle uger. Og så fik den ellers et nyt skud næring fredag morgen.

For med Erhvervsstyrelsens beslutning om at politianmelde bankens revisor, Ernst & Young, for svigt i forbindelse med deres revision af bankens regnskaber tager sagen en ny vigtig drejning.

For det handler jo om, at myndighederne nu også vil se på, om rådgiverne har et ansvar for, at sagen kunne udvikle sig, som den har gjort.

Erhvervsstyrelsen mener, at Ernst & Young kunne og burde have opdaget, at 2014-regnskabet – som fik en pletfri revisorvurdering – indeholdt oplysninger af en karakter, så man burde have spurgt banken ud og indberettet oplysninger til Hvidvasksekretariatet.

Novo Nordisks mange ord

Det var ikke ord, der manglede, da Novo Nordisk forleden sendte sin amerikanske direktør, Doug Langa, ind i Repræsentanternes Hus i Washington DC.

Opgaven var at svare på spørgsmål fra vrede amerikanske politikere, som havde indkaldt repræsentanter fra en stribe medicinproducenter, herunder altså Novo Nordisk.

Det amerikanske problem er, at priserne på bl.a. insulin er steget voldsomt i mange år, og at prisen på insulin er langt højere i USA end andre steder. Politikerne mener, at medicinselskaberne tjener for meget på medicinen.

Omvendt mener medicinselskaberne, at det amerikanske system med mange mellemmænd og forsikringsselskaber gør, at mange lægger ekstra på prisen for at hive en fortjeneste hjem.

Uanset svaret har selskaberne, herunder Novo Nordisk, et problem. For hvis politikerne først »konkluderer«, at ansvaret ligger hos selskaberne, kan der let komme indgreb, som vil besværliggøre selskabernes liv.

Tom for søde forklaringer

På redaktionen har vi et godt øje til mange af de produkter, som den danske slik- og chokoladefabrikant Toms har på hylderne.

Men noget tyder på, at for få slikelskere har det på samme måde. For det fondsejede selskab har netop afleveret et regnskab, som slet ikke var prangende.

Både når det gælder evnen til at vokse på omsætning og tjene penge på bundlinjen, kniber det for producenten, der jo blandt andet sælger Yankie Bar, Pletskud og likørfyldte chokoladeflasker.

Det er lidt af en gentagen lidelseshistorie for den danske slikproducent. For selskabet har i snart mange år kæmpet med, at man ikke er stor nok til at »lege« med de store internationale spillere eller lille nok til at have styr på en niche.

Det betyder, at man i for høj grad er afhængig af det danske marked, men samtidig gerne vil sprede sig ud – uden rigtigt at kunne få det til at flyve.

Peter Suppli Benson er erhvervsredaktør på Berlingske