Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»Jeg er meget stolt over, at jeg i dag kan præsentere det næste kapitel i Apples historie,« lød det fra Tim Cook, topchef hos Apple, der i 2011 overtog jobbet efter afdøde Steve Jobs.
Meldingen fra Tim Cook kom tirsdag aften dansk tid, da han efter cirka en times opvarmning med mindre produktlanceringer kunne lancere et nyt intelligent armbåndsur fra Apple, som har været længe ventet.
Umiddelbart godt modtaget
Da de første billeder af uret og en del af funktionerne var blevet beskrevet på live-TV, kunne det mærkes på Apples aktiekurs, der var oppe med tre procent. Det er ganske usædvanligt, da Apples lanceringer som regel bliver modtaget med et lille fald i aktiekursen, da de sjældent kan leve op til markedets enorme forventninger. En tilsyneladende afslappet Tim Cook havde inden da fortalt om to nye smartphones, som Apple sender på markedet om få dage.
De nye telefoner kaldet iPhone 6 var ventet med næsten lige så stor spænding, da Apple har tabt terræn på det globale smartphone-marked, der buldrer af sted, og hvor nye lande og nye forbrugere hele tiden kommer med på den mobile bølge. Apples smartphones med iOS-styresystemet havde i andet kvartal 2014 en markedsandel på 11,7 procent, hvilket er et dramatisk dyk for iPhone og Apple, der havde 18,3 procent af markedet i andet kvartal 2011. Apples problemer på markedet skal ses i lyset af, at Android-telefoner i samme periode er gået fra 36,1 procent til 84,7 procent ifølge analysefirmaet IDCs opgørelse over det globale smartphone-marked.
Skifter teknologi
Der var på forhånd også stor spænding om, hvorvidt Apple var parat med en ny betalingsmodel, som gør det muligt at betale i butikkerne med sin iPhone. Også her leverede Apple umiddelbart varen i forhold til markedets forventninger.
Apple har trods flere års modstand lagt en ny kurs og indfører NFC-teknologi i sine nye telefoner. Teknologien gør det muligt for Apples brugere at betale i butikkerne på en særdeles simpel måde ved blot at holde telefonen tæt på betalingskortterminalen. Det bliver ikke nødvendigt at taste kortoplysninger eller pinkode.
Det blev omtalt særligt positivt tirsdag, at Apple tilsyneladende har gjort et godt forarbejde på området. 220.000 amerikanske butikker skulle have sagt ja til at kunne tilbyde den nye betalingsløsning til Apples kunder. Apple lancerer i første omgang den nye betalingsmulighed på det amerikanske marked. Bliver det muligt på det danske marked senere, kan det få betydning for Dankortets fremtid.
Det skyldes ikke mindst, at Danmark er et af de lande, hvor iPhone er særdeles udbredt. I 2013 blev der solgt flere end 2,6 mio. smartphones i Danmark. 33,4 procent af dem var fra Apple.