Nu skal det store slag om rentegarantierne stå

Højesteret tager nu fat på den omfattende sag om, hvorvidt tusindvis af danskere har ret til en fast årlig forrentning af deres pensionsopsparing, eller om løftet om en minimumsrente kun skal forstås som et gennemsnit over hele pensionsopsparingens liv.

Den pensionerede læge Helge Gøttsche sagsøgte pensionsselskabet SEB, fordi han ikke konstant har fået en årlig rente på mindst 4,5 procent. Det blev han lovet, da pensionsordningen blev oprettet i 1982. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Der var ikke varme følelser i luften, da parterne i slaget om rentegarantierne genså hinanden i advokatværelset i Højesteret onsdag morgen. Sagsøger Helge Gøttsche og hans advokat Karsten Høj har fået fri proces ved landets højeste domstol til at prøve, om løfter om en årlig fast rentegaranti kan tages bogstaveligt. Sagen blev for et år siden tabt ved Østre Landsret.

Den pensionerede læge Helge Gøttsche sagsøgte pensionsselskabet SEB, fordi han ikke konstant har fået en årlig rente på mindst 4,5 procent. Det blev han lovet, da pensionsordningen blev oprettet i 1982. Men nu lyder forklaringen, at der ikke er tale om en årlig garanteret mindsterente, men derimod en garanti for en ydelse i den sidste ende, der modsvarer en årlig rente på 4,5 procent.

Med den tolkning af garantien kan der i nogle år tilskrives mindre end 4,5 procent – blot gennemsnittet over alle årene bliver 4,5 procent. Men dermed kan en ophævelse af pensionen inden pensioneringen og efter en række år med magre afkast resultere i en lavere opsparing, end en årlig forrentning på 4,5 procent ville have givet.

Klar og utvetydig

Efter at SEB havde vundet første runde, dukkede en lang række sælgere af pensionsordninger, assurandørerne, op blandt andet i Berlingske Business og forklarede, at de havde givet en klar og utvetydig garanti for en årlig forrentning til kunderne. Og nu er de samme assurandører indkaldt som vidner i Højesteret, der dog først til juni afsiger den endelige dom i sagen.

De bekræftede deres opfattelse af de garantier, de selv på vegne af pensionsselskabet havde afgivet.

»Vores absolut stærkeste kort, når vi konkurrerede med bankerne om kunderne, var, at vi kunne garantere en årlig forrentning, uanset hvad der ellers skete med renteniveauet,« forklarer Paul Erik Christensen, som i en længere periode var salgschef for hele region Nordsjælland for Codan.

Han var desuden lærer på det, der nu hedder Forsikringsakademiet, hvor han også understregede over for eleverne, at de skulle slå på den årlige rentegaranti i salgsarbejdet.

»Jeg har masser af gange skrevet på en opgave, jeg skulle rette, at de skulle huske rentegarantien,« forklarede han i retten.

Fik mig op af stolen

Forhenværende assurandør i Baltica Morten Kaas-Rasmussen, der som Paul Erik Christensen tilhørte den lille gruppe af assurandører, der opnåede at sælge pensioner med over en million kroner i årlige indbetalinger, bekræftede udlægningen og forklarede, hvorfor han havde reageret på Helge Gøttsches nederlag i landsretten.

»Da jeg læste om sagen i Berlingske fik det mig op af stolen, for jeg synes, det ser ud som om, at branchen er ved at tørre skylden for nogle dårlige produkter af på medarbejderne – tørre dem af som dårlig rådgivning,« forklarede han.

Fanget på det forkerte ben

SEBs matematiske direktør Kim Johansen har tidligere under sagen forklaret, at selskabet havde været tvunget til at opføre sig markant anderledes, hvis det skulle honorere en årlig rentegaranti. Det vedrører blandt andet de såkaldte bonustilskivninger, som efter gode investeringsår giver mere på kundernes konti end den garanterede rente.

Striden står blandt andet om, hvorvidt det kan opfattes som en tilbageførsel af allerede tilskrevne bonusudbetalinger, hvis de regnes med i den gennemsnitlige rente over hele pensionsordningens levetid – og dermed i den endelige ydelse.

Et nederlag i Højesteret kan potentielt koste pensionsselskaberne op mod 20 milliarder kroner, har aktuar og pensionsanalytiker Søren Andersen fra analysevirksomheden Invensure tidligere vurderet.

Forhistorien er, at pensionsbranchen blev fanget på det forkerte ben, da renten begyndte at falde til niveauer under de garanterede renter – og til niveauer, som man blot få år tidligere ikke havde forestillet sig. Det betød, at regnestykkerne over for kunderne pludselig ikke hang sammen mellem renter og afkast i markedet på den ene side og renteløfterne på den anden side.

I 1994 satte pensionsselskaberne den garanterede rente ned til 2,5 procent. Men da lå der allerede milliarder af pensionskroner med en garanti – af den ene eller anden art – på 4,5 procent og derover.