Nu kommer »kill them all«-maskinen til Norden – den vil ændre vores måde at handle på for altid

Den frygtede nethandelsplatform Amazon går nu ind i Norden. En platform, der kun er blevet mere kraftfuld under coronakrisen, og som frygtes at sluge alt og alle på dens vej, men også en platform med billige varer og mulighed for millionsalg. Mød de danske nethandlere, producenter, butikker og forbrugere, der forbereder sig på, at mastodonten, der vil være butikken med alt, indtager Norden.

Herhjemme sidder Amazon allerede på 1,4 pct. af nethandlen, selv om platformen endnu ikke har markedsført sig i Danmark, og selv om danskerens handel kører gennem dens tyske hjemmeside. Ina Fassbender

I Tyskland og USA sidder den amerikanske mastodont Amazon nu på mere end halvdelen af internethandlen. I hjemlandet USA er der flere amerikanere, der er medlem af Amazon end af en kirke, og flere amerikanere begynder nu deres søgning efter varer på Amazon end på Google.

Amazon har indtaget verden med hidtil uset kraft. En kraft, der med coronakrisen og nedlukninger kun er blevet stærkere, fordi man kan undgå at bevæge sig ned i supermarkedet, når man kan få alt fra toiletpapir til tapas og træsko leveret til døren. I de hårde coronamåneder april, maj og juni øgede Amazon omsætningen med 40 procent, og selskabets aktiekurs er siden årsskiftet steget med mere end 70 procent.