Nu kan iPhone bruges til tale på 4G-nettet

Telenor overhaler TDC indenom og giver nu også nye iPhone-telefoner mulighed for at bruge 4G-nettet til tale.

Gennem det seneste år har de store teleselskaber, her TDC, eksperimenteret med tale over 4G-nettet. Nu sker der noget. Fold sammen
Læs mere
Foto: BECK DIEFENBACH
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fra og med tirsdag morgen kan nu også alle danskere med en iPhone 6 og et Telenor-abonnement bruge det nye 4G-/LTE-mobilnet til at tale på. Det har man ikke kunnet før.

Telenor tændte tirsdag for teknikken, som skal være installeret hos selskabet, før alle iPhone-telefoner med numrene 6, 6+, 6S og 6S+ kan bruge 4G-nettet til andet end at sende data på. Tilbage i november blev der åbnet for, at alle Samsungs Galaxy S6-, S6 Edge- og S6 Plus-telefoner kunne det tilsvarende.

»Vi har kørt en stille test op til nytår, hvor et par tusinde kom på, så folk har taget det i anvendelse,« fortæller pressechef hos Telenor, Tom Lehn-Christiansen, til Berlingske.

Hurtigere opkald

4G-nettene har hidtil udelukkende været brugt til mobildata, som suser af sted langt hurtigere end på 3G-nettet. Som led i en større teknisk omlægning af alle selskabers mobilnet i Danmark bliver der imidlertid nu også åbnet for, at man skal kunne bruge forbindelsen til at tale på. Og det vil faktisk også gå hurtigere. Fra man trykker »ring op«, til telefonen faktisk ringer, går der typisk blot et sekund mod ellers op mod ti sekunder eller mere. De telefoner, som kan bruge HD-lyd, altså højdefinitionslyd i bedre kvalitet, vil man også kunne opleve bedre stemmegengivelse og mindre baggrundsstøj.

Det koster ikke ekstra at bruge 4G-talemulighederne, der er en del af abonnementerne. I IT-jargon kaldes tale over 4G for »VoLTE« (Voice over LTE).

Telenor understreger, at Apple-telefonerne skal have iOS 9.2-styresystemet, og at man skal acceptere at opdatere telefonens operatørindstillinger. De fleste skal desuden slå 4G-samtaler til ved at vælge Indstillinger, Mobil, Slå 4G til og Stemme og data.

Mobilt våbenkapløb i gang

Teleselskaberne er i gang med et teknologisk kapløb om at være først med nye mobilteknologier for dels at give bedre oplevelser med færre udfald og bedre kvalitet, når telefonerne legende let kan bevæge sig frit rundt mellem 2G/GSM, 3G og 4G/LTE.

Snart vil både Telenor og TDC åbne for »wifi-calling«, som skal sikre en bedre mobildækning indendøre ved at bruge den trådløse router til at kunne føre telefonsamtaler på. Det trådløse net dækker nemlig bedre end mobilsignalerne, som har sværere ved at trænge gennem mure og vægge.